Gulerodsplaneten

Please share if you want to help to promote peace!

På en lille bitte planet boede der engang nogle der var flittige, og så nogle der var knap så flittige. Der var også nogle meget flittige og nogle meget dovne. Med andre ord – det var ligesom alle andre steder i universet.

Dog lagde både de dovne og de flittige alt, hvad de dyrkede – det var mest forskellige slags gulerødder -, i én stor bunke, hvoraf alle spiste. Det var ikke som alle andre steder.

Men så en dag sagde nogle af de meget flittige:

"Nu kan det være nok. Vi slider og slæber, og så kommer dem, der ligger dagen lang og fløjter i solen, og vil spise vores gulerødder." Og de lægger ikke mere deres gulerødder i den fælles bunke, men beholder dem for sig selv og bliver tykke og fede.

De meget dovne trak bare på skuldrene og blev ved med at spise af den store bunke, og tog selvfølgelig mere, end de selv skaffede.

Da bemærkede de lidt flittige og de lidt dovne, at der nu blev mindre til dem; for de meget flittige havde jo altid skaffet særlig mange gulerødder, flere end de selv kunne spise.

Altså sagde de lidt flittige: "Så vil vi også selv beholde vores gulerødder", og så lagde de ikke mere deres gulerødder i den store fælles bunke, men lavede hver især en lille bunke derhjemme.

Og de lidt dovne gjorde ligeså. "Vi har jo ikke noget andet valg", sagde de til de meget dovne.

Og nu havde enhver sin egen gulerodsbunke foran sin hytte, og hvis en fik lyst til en bestemt slags gulerod, der ikke fandtes i hans egen bunke, måtte han prøve, om han kunne bytte sig til den hos en af de andre.

Og snart var der en stadig kommen og gåen, og efter arbejde byttede folk gulerødder i timevis, indtil enhver havde alle de gulerødder, som han behøvede eller troede han behøvede.

"Nå, det er nok blevet nye tider!" sagde de meget dovne til hinanden. For nu var den store fælles bunke væk, hvorfra de havde kunnet snylte sig til noget. Deraf uddrog enhver sin egen lære. Nogle sagde til sig selv: "Nå, så må jeg jo bare arbejde noget mere." Men det var lettere sagt end gjort, for hvis en dovenkrop, der var kommet på bedre tanker, gik ud på en mark for at dyrke gulerødder, var der som regel en eller anden der sagde: "Næ hov, her har jeg altid dyrket mine gulerødder, det er min mark!"

Men andre gik blot hen til de riges hytter og tog for sig af deres gulerodsbunker, som de lystede. "Vi har altid været vant til at tage fra den fælles bunke. Og når der nu er mange bunker, så er det bare mange fælles bunker. Vi forsyner os i alt fald", sagde de.

Det passede naturligvis ikke de rige, og nogle begyndte at sætte hegn omkring deres gulerodsbunker. Og snart måtte alle sætte hegn omkring deres bunker. For jo flere der satte hegn omkring deres bunker, desto mere hentede de rigtig dovne, der fastholdt de gamle vaner, fra de bunker, hvor der ikke var hegn omkring.

Så alle der ejede en bunke, fik også før eller senere et hegn omkring den. Efter arbejdet havde de nu ikke kun travlt med at bytte gulerødder, men også med at istandsætte og udbedre deres hegn og passe på, at der ikke var nogen, der kravlede over det.

Og snart blev nogle sure: "Førhen samledes vi allesammen efter arbejdet omkring den store fælles bunke og fortalte vittigheder og lavede sjov. Nu sidder vi bare derhjemme efter arbejdet og vogter over vores gulerødder og reparerer vores hegn. Og om morgenen er vi dødtrætte og dur ikke til at plante gulerødder. På en eller anden måde har vi meget mere at lave end før, men der bliver ikke flere gulerødder af den grund."

Og nogle foreslog, at man skulle gå tilbage til den gamle skik med den store fælles bunke. "Hellere føde på et par dovne snyltere, end altid at skulle slide og slæbe med at bytte gulerødder, holde vagt og istandsætte hegn.!"

Men de mest rige sagde: "Nej, hvis vi vender tilbage til den gamle skik, er det det samme som at tillade snylteriet. Så vil alle bare snylte, og ingen vil længere plante gulerødder, og vi vil allesammen sulte ihjel!"

"Nej, så galt vil det ikke gå", sagde de andre. "De fleste ville kede sig ihjel ved at ligge dagen lang og fløjte melodier i solen. Det er kun meget få, der er så dovne. I virkeligheden er det jo sjovt at dyrke gulerødder."

"Nej", sagde de mest rige, "der er ikke noget sjovt ved at dyrke gulerødder. Men det er morsomt at eje dem.

I kan bare dele jeres gulerødder med dagdriverne, hvis I ønsker det. Vi fjerner i alt fald aldrig vores hegn.!"

"Tja", sagde så nogle af de lidt rige, "hvis de meget rige ikke vil være med, så vil vi også helst beholde vores hegn, vi ejer jo ikke så meget, så vi kan dele med dagdriverne."

Og de lidt fattige sagde: "Nå, hvis det kun er os der skal dele, da får alle for lidt, og så vil vi heller ikke være med. Vi er kede af det, men vi beholder vores hegn.. "

Og derfor blev det ikke til noget i denne omgang. Og selvom de fleste godt kunne se, at de alle nu havde fået mere arbejde, uden at der derfor blev flere gulerødder, klarede de ganske simpelt ikke at vende tilbage til den gamle skik.

Men der skete nogle andre spændende ting. Nogle af dem, der ingen store gulerodsmarker havde, gik hen til nogle af de rige og sagde:

"Hør her, hvis I hver dag giver mig et par gulerødder, så passer jeg på jeres hegne for jer."

Og andre tog idéen op og tilbød sig: "Dem der giver mig gulerødder, vil jeg til gengæld reparere hegn for!"

Og andre igen gik fra hus til hus og sagde: "Giv mig nogle af jeres gulerødder, så vil jeg bytte dem til nogle andre, hvis jeg til gengæld selv må beholde hver femte gulerod."

Og sådan gik det nu i et stykke tid, så sagde nogle, idet de kløede sig i nakken: "Egentlig burde jeg nu have mere tid, men i stedet må jeg igen dyrke flere gulerødder, for at kunne betale hegnreparatøren og nattevagten og gulerodsbytteren!"

Og på ny var der nogle der foreslog, at man vendte tilbage til de gamle skikke og fjernede hegnene. Men besynderligt nok var nu ikke kun de mest rige imod det, men også de mest fattige: "Vil I tage vores arbejde fra os!" råbte hegnreparatøren.

"Hvad skal vi så leve af?" råbte nattevagten.

"Skal vi da dø af sult?" råbte gulerodsbytteren.

Tja, og sådan holdt man nu engang fast ved de nye skikke.

Author's comments