Den blå Dreng

Please share if you want to help to promote peace!

Helt derude hinsides stjernerne er alting helt anderledes end her. Og endnu længere ude er alting igen helt anderledes end der, hvor alting er helt anderledes end her.

Men hvis man kunne flyve endnu længere væk, helt ud, langt borte, derhen hvor alting er helt anderledes end alle andre steder, så var det måske igen næsten ligesom her.

På dette fjerne sted er der måske en planet, på størrelse med vores Jord, og på denne planet bor der måske mennesker, der næsten ser ud ligesom os, blot er de blå og deres ører kan klappes sammen, når de ikke vil høre.

Og på denne fjerne planet var der måske engang udbrudt en stor krig, og mange af de blå mennesker var døde. Mange børn blev forældreløse, og midt blandt ruinerne af et hus, som bomberne havde ødelagt, sat en lille blå dreng og græd over sin far og mor. Der sad han længe og græd, men holdt så inde, fordi han havde opbrugt alle de tårer, som han ejede. Han trak kraven op om ørerne, stak hænderne i lommerne og gik sin vej. Hvis han så en sten, sparkede han til den, og hvis han opdagede en blomst, trådte han på den.

En lille hund kom ham i møde, snusede til ham og logrede med halen. Så vendte den om og gik ved siden af drengen, som havde den bestemt sig for at følge med ham.

»Gå din vej!« sagde drengen til hunden. »Du må gå din vej. Hvis du bliver hos mig, kommer jeg til at holde af dig, og jeg vil aldrig mere i mit liv holde af nogen.«

Hunden så på ham og logrede lystigt med halen. Da så drengen et gevær, der lå ved siden af en død soldat. Han tog geværet og sigtede på hunden med det. »Dette gevær kan dræbe dig!« sagde han vredt. Da løb hunden sin vej.

»Dig tager jeg med mig!« sagde drengen til geværet. »Du skal være min ven.« Og han affyrede geværet mod et udbrændt træ.

Siden fandt han på en mark en efterladt jetscooter. Han satte sig ind i den og forsøgte at starte den. Jetscooteren startede.

»Nu har jeg et gevær og en jetscooter«, tænkte drengen. »De skal nu være min familie. Jeg kunne også have haft en hund, men den ville måske blive dræbt, og så ville jeg dø af sorg.«

Han fløj så af sted i jetscooteren, indtil han fik øje på et hus, hvor der kom røg op af skorstenen. »Her bor der stadig nogen«, tænkte drengen. Han fløj rundt om huset og kikkede ind ad vinduet. Der var kun en gammel kone, der stod og lavede mad.

Drengen parkerede sin jetscooter foran huset, greb sit gevær og gik ind. »Jeg har et gevær!« sagde drengen til den gamle kone. »Du må give mig noget at spise!«

»Jeg ville nu have givet dig noget alligevel«, sagde den gamle kone, »du kan roligt stille dit gevær væk.«

»Lad være med at være flink imod mig!« sagde drengen vredt. »Mit gevær kan dræbe dig!«

Så gav den gamle kone ham noget at spise, og han fløj videre.

Sådan levede drengen da. Han indrettede sig et skjul i et tomt hus. Når han blev sulten, fløj han hen til et sted, hvor der var mennesker, og truede dem med sit gevær, til at give ham noget at spise.

Ellers fløj han omkring på de øde slagmarker, og indsamlede dele fra våben og køretøjer, som var blevet efterladt der. Og det hele fløj han hjem i sit skjul.

»Jeg vil bygge mig en superpanserrobot!« sagde han til sig selv. »Den skal være hundrede meter høj og veje hundrede tusinde tons, og øverst oppe i dens hoved, skal jeg have mit styrehus. Så er jeg urørlig, og ingen kan gøre mig noget.«

En dag kom der en pige hen til hans skjul. Drengen gik udenfor med sit gevær og sagde: »Du må gå din vej! Mit gevær kan dræbe dig!

»Jeg vil dig jo slet ikke noget«, sagde pigen. »Jeg er kun kommet for at se, om svampene er begyndte at vokse igen.«

»Du må gå din vej!« sagde drengen. »Jeg vil ikke have nogen hos mig!«

»Er du da helt alene?« spurgte pigen.

»Nej«, sagde drengen, »jeg har et gevær og en jetscooter, de er min familie. Og snart har jeg også en superpanserrobot!«

»Har du ikke noget levende?« spurgte pigen.

»Jeg kunne have haft en hund. Men hvis man slog den ihjel, var jeg død af sorg.«

»Jeg har heller ikke nogen sådan rigtig«, sagde pigen.»Vi kunne slå os sammen.«

»Jeg vil ikke have nogen, som et gevær kan dræbe!«

»Så må du jo finde en, der ikke kan dræbes med noget gevær!« sagde pigen og gik sin vej.

Og drengen byggede sig en superpanserrobot og satte sig op i den. øverst oppe i hovedet satte han sig, der hvor han havde anbragt styrehuset.

Så drog han af sted og jog igennem landet i sin superpanserrobot. Overalt gjorde menneskene anskrig, når de så ham komme, og ville løbe væk. Men superpanserrobotten kunne ingen undslippe.

Oppe i sit førerhus havde drengen en mikrofon, og alt hvad han sagde heri, blev til brølen i superpanser-robottens mund. »Er der nogen her, som et gevær ikke kan dræbe?« brølede robotten. Men hvor som helst han kom, løb folk bare væk fra ham, og han fandt aldrig nogen, som et gevær ikke kunne dræbe.

Men en dag så han højt oppe fra sit styrehus, at der var en dernede, der ikke løb væk fra ham, men blev stående og råbte et eller andet op til ham. Han befandt sig imidlertid så højt oppe, at han ikke kunne høre hvad.

»Måske er det en, som et gevær ikke kan dræbe?« tænkte drengen og klatrede ned. Men det var blot den gamle kone, der engang havde givet ham mad. »Ville du fortælle mig noget?« spurgte drengen.

»Ja«, sagde den gamle kone. »Jeg har hørt om en, som et gevær ikke kan dræbe. Jeg syntes, at det måtte jeg fortælle dig.«

»Og hvem er det?« spurgte drengen.

»Det er en gammel mand, der bor oppe på månen.«

»Så må jeg opsøge ham«, sagde drengen, »for jeg vil ikke have nogen, som et gevær ikke kan dræbe.« Og han drejede på et håndtag, så hans superpanserrobot blev forvandlet til en superpanserraket og fløj op til månen i den.

Oppe på månen måtte drengen lede længe. Men til sidst fandt han den gamle mand. Han sad med en stor kikkert og så ned på den blå planet.

»Er du ham, som ikke noget gevær kan dræbe?« spurgte drengen den gamle mand.

»Ja, det er jeg nok«, sagde den gamle mand.

»Og hvad ser du på i din kikkert?«

»Jeg studerer menneskene på planeten dernede.«

»Må jeg få lov til at blive hos dig?« spurgte drengen.

»Måske«, sagde den gamle mand. »Men hvorfor vil du lige netop blive hos mig?«

»Fordi jeg ikke vil være hos nogen, som man kan slå ihjel. Dengang mine forældre døde, opbrugte jeg alle de tårer, som jeg ejede. Jeg kunne have haft en hund, men havde man slået den ihjel, var jeg død af sorg. Jeg kunne også være blevet hos en gammel kone eller en lille pige. Men de var ikke pansrede imod geværkugler, og hvis de var blevet slået ihjel, var jeg død af sorg.«

»Det er i orden«, sagde den gamle mand, »du kan blive hos mig. Mig kan ingen slå ihjel, for her er der ingen geværer.«

»Er det kun derfor?« spurgte drengen.

»Ja«, sagde den gamle mand.

»Men jeg har taget mit gevær med.«

»Det var en skam«, sagde den gamle mand, »så kan du ikke blive hos mig. Dit gevær kunne dræbe mig. «

»Så må jeg altså gå min vej igen«, sagde drengen.

»Ja«, sagde den gamle mand.

»Det var en skam«, sagde drengen.

»Er du ked af det?« spurgte den gamle mand.

»Ja«, sagde drengen, »jeg ville gerne være blevet her.«

»Kunne du ikke smide dit gevær væk?« spurgte den gamle mand.

»Jo, måske«, sagde drengen.

»Og så kunne du alligevel blive hos mig«, sagde den gamle mand.

»Ja, måske«, sagde drengen. »Men hvad skulle jeg så lave?«

»Du kunne se i denne kikkert. Så kunne du måske finde ud af, hvorfor menneskene dernede går i krig.«

»Men, hvorfor går de i krig?«

»Ja se, det ved jeg heller ikke. Det har måske noget at gøre med, at de ikke ved nok om hinanden. Og at de er så mange og deres liv er så indviklet, at ingen ved, hvad der følger af deres handlinger. Og at de ikke ved, hvorfra det kød kommer, som de spiser, og hvor det brød, som bageren bager havner. Og at de ikke ved, om der skal laves gravemaskiner eller kanoner af det jern, som de henter op af jorden. Og at de ikke ved om det kød, de spiser, er tiltænkt en anden. Hvis de kunne se alting sådan lidt fra oven, ville de måske bedre kunne forstå mange ting.«

»Så må man vise dem det?« sagde drengen.

»Ja, måske«, sagde den gamle mand, »men jeg er for gammel og træt.«

Først da smed drengen sit gevær fra sig, og det faldt ned gennem verdensrummet, lige ned på planeten, hvor det gik i tusinde stykker.

Men drengen blev hos den gamle mand på månen i meget, meget lang tid og betragtede og studerede igennem kikkerten menneskene dernede. Og en dag fløj han måske derned og forklarede dem, hvad de gjorde forkert.

Author's comments