Der var engang en mand, der gik omkring og drømte. Han tænkte for eksempel: Det må da kunne lade sig gøre, at se på titusind kilometers afstand. Eller han tænkte: Det må da kunne lade sig gøre at spise suppe med en gaffel. Han tænkte: Det må da kunne lade sig gøre at stå ovenpå sit eget hoved, og han tænkte: Det må da kunne lade sig gøre at leve uden at være bange.
Folk sagde til ham: ,,Alt det er ikke muligt, du drømmer!; Og de sagde: ,,Du må vågne og se virkeligheden i øjnene! Og de sagde: ,,Der findes jo naturlove, de kan ikke laves om!
Men manden svarede: ,,Jeg ved nu ikke... Det må dog kunne lade sig gøre at trække vejret under vandet. Og det må da kunne lade sig gøre at give alle nok at spise. Det må da være muligt at fortælle alle det, som de ønsker at få at vide. Det må da kunne lade sig gøre, at se ind i sin egen mave.
Og folk svarede ham: ,,Tag dig sammen menneske, det kan ikke lade sig gøre. Du kan ikke bare sige: Jeg vil kunne og derfor må det kunne lade sig gøre. Verden er som den er, og dermed basta!
Da så fjernsynet og røntgenstrålerne blev opfundet, kunne manden se på en afstand af titusinde kilometer og også se ind i sin egen mave. Men ingen sagde da til ham: ,,Nå, så var du alligevel ikke helt forkert på den. Heller ikke da dykkerudstyret blev opfundet, så man uden besvær kunne trække vejret under vandet.
Men manden tænkte: Nå da. Måske bliver det oven i købet muligt engang at klare sig uden krige...
Helt derude hinsides stjernerne er alting helt anderledes end her. Og endnu længere ude er alting igen helt anderledes end der, hvor alting er helt anderledes end her.
Men hvis man kunne flyve endnu længere væk, helt ud, langt borte, derhen hvor alting er helt anderledes end alle andre steder, så var det måske igen næsten ligesom her.
På dette fjerne sted er der måske en planet, på størrelse med vores Jord, og på denne planet bor der måske mennesker, der næsten ser ud ligesom os, blot er de blå og deres ører kan klappes sammen, når de ikke vil høre.
Og på denne fjerne planet var der måske engang udbrudt en stor krig, og mange af de blå mennesker var døde. Mange børn blev forældreløse, og midt blandt ruinerne af et hus, som bomberne havde ødelagt, sat en lille blå dreng og græd over sin far og mor. Der sad han længe og græd, men holdt så inde, fordi han havde opbrugt alle de tårer, som han ejede. Han trak kraven op om ørerne, stak hænderne i lommerne og gik sin vej. Hvis han så en sten, sparkede han til den, og hvis han opdagede en blomst, trådte han på den.
En lille hund kom ham i møde, snusede til ham og logrede med halen. Så vendte den om og gik ved siden af drengen, som havde den bestemt sig for at følge med ham.
»Gå din vej!« sagde drengen til hunden. »Du må gå din vej. Hvis du bliver hos mig, kommer jeg til at holde af dig, og jeg vil aldrig mere i mit liv holde af nogen.«
Hunden så på ham og logrede lystigt med halen. Da så drengen et gevær, der lå ved siden af en død soldat. Han tog geværet og sigtede på hunden med det. »Dette gevær kan dræbe dig!« sagde han vredt. Da løb hunden sin vej.
»Dig tager jeg med mig!« sagde drengen til geværet. »Du skal være min ven.« Og han affyrede geværet mod et udbrændt træ.
Siden fandt han på en mark en efterladt jetscooter. Han satte sig ind i den og forsøgte at starte den. Jetscooteren startede.
»Nu har jeg et gevær og en jetscooter«, tænkte drengen. »De skal nu være min familie. Jeg kunne også have haft en hund, men den ville måske blive dræbt, og så ville jeg dø af sorg.«
Han fløj så af sted i jetscooteren, indtil han fik øje på et hus, hvor der kom røg op af skorstenen. »Her bor der stadig nogen«, tænkte drengen. Han fløj rundt om huset og kikkede ind ad vinduet. Der var kun en gammel kone, der stod og lavede mad.
Drengen parkerede sin jetscooter foran huset, greb sit gevær og gik ind. »Jeg har et gevær!« sagde drengen til den gamle kone. »Du må give mig noget at spise!«
»Jeg ville nu have givet dig noget alligevel«, sagde den gamle kone, »du kan roligt stille dit gevær væk.«
»Lad være med at være flink imod mig!« sagde drengen vredt. »Mit gevær kan dræbe dig!«
Så gav den gamle kone ham noget at spise, og han fløj videre.
Sådan levede drengen da. Han indrettede sig et skjul i et tomt hus. Når han blev sulten, fløj han hen til et sted, hvor der var mennesker, og truede dem med sit gevær, til at give ham noget at spise.
Ellers fløj han omkring på de øde slagmarker, og indsamlede dele fra våben og køretøjer, som var blevet efterladt der. Og det hele fløj han hjem i sit skjul.
»Jeg vil bygge mig en superpanserrobot!« sagde han til sig selv. »Den skal være hundrede meter høj og veje hundrede tusinde tons, og øverst oppe i dens hoved, skal jeg have mit styrehus. Så er jeg urørlig, og ingen kan gøre mig noget.«
En dag kom der en pige hen til hans skjul. Drengen gik udenfor med sit gevær og sagde: »Du må gå din vej! Mit gevær kan dræbe dig!
»Jeg vil dig jo slet ikke noget«, sagde pigen. »Jeg er kun kommet for at se, om svampene er begyndte at vokse igen.«
»Du må gå din vej!« sagde drengen. »Jeg vil ikke have nogen hos mig!«
»Er du da helt alene?« spurgte pigen.
»Nej«, sagde drengen, »jeg har et gevær og en jetscooter, de er min familie. Og snart har jeg også en superpanserrobot!«
»Har du ikke noget levende?« spurgte pigen.
»Jeg kunne have haft en hund. Men hvis man slog den ihjel, var jeg død af sorg.«
»Jeg har heller ikke nogen sådan rigtig«, sagde pigen.»Vi kunne slå os sammen.«
»Jeg vil ikke have nogen, som et gevær kan dræbe!«
»Så må du jo finde en, der ikke kan dræbes med noget gevær!« sagde pigen og gik sin vej.
Og drengen byggede sig en superpanserrobot og satte sig op i den. øverst oppe i hovedet satte han sig, der hvor han havde anbragt styrehuset.
Så drog han af sted og jog igennem landet i sin superpanserrobot. Overalt gjorde menneskene anskrig, når de så ham komme, og ville løbe væk. Men superpanserrobotten kunne ingen undslippe.
Oppe i sit førerhus havde drengen en mikrofon, og alt hvad han sagde heri, blev til brølen i superpanser-
Men en dag så han højt oppe fra sit styrehus, at der var en dernede, der ikke løb væk fra ham, men blev stående og råbte et eller andet op til ham. Han befandt sig imidlertid så højt oppe, at han ikke kunne høre hvad.
»Måske er det en, som et gevær ikke kan dræbe?« tænkte drengen og klatrede ned. Men det var blot den gamle kone, der engang havde givet ham mad. »Ville du fortælle mig noget?« spurgte drengen.
»Ja«, sagde den gamle kone. »Jeg har hørt om en, som et gevær ikke kan dræbe. Jeg syntes, at det måtte jeg fortælle dig.«
»Og hvem er det?« spurgte drengen.
»Det er en gammel mand, der bor oppe på månen.«
»Så må jeg opsøge ham«, sagde drengen, »for jeg vil ikke have nogen, som et gevær ikke kan dræbe.« Og han drejede på et håndtag, så hans superpanserrobot blev forvandlet til en superpanserraket og fløj op til månen i den.
Oppe på månen måtte drengen lede længe. Men til sidst fandt han den gamle mand. Han sad med en stor kikkert og så ned på den blå planet.
»Er du ham, som ikke noget gevær kan dræbe?« spurgte drengen den gamle mand.
»Ja, det er jeg nok«, sagde den gamle mand.
»Og hvad ser du på i din kikkert?«
»Jeg studerer menneskene på planeten dernede.«
»Må jeg få lov til at blive hos dig?« spurgte drengen.
»Måske«, sagde den gamle mand. »Men hvorfor vil du lige netop blive hos mig?«
»Fordi jeg ikke vil være hos nogen, som man kan slå ihjel. Dengang mine forældre døde, opbrugte jeg alle de tårer, som jeg ejede. Jeg kunne have haft en hund, men havde man slået den ihjel, var jeg død af sorg. Jeg kunne også være blevet hos en gammel kone eller en lille pige. Men de var ikke pansrede imod geværkugler, og hvis de var blevet slået ihjel, var jeg død af sorg.«
»Det er i orden«, sagde den gamle mand, »du kan blive hos mig. Mig kan ingen slå ihjel, for her er der ingen geværer.«
»Er det kun derfor?« spurgte drengen.
»Ja«, sagde den gamle mand.
»Men jeg har taget mit gevær med.«
»Det var en skam«, sagde den gamle mand, »så kan du ikke blive hos mig. Dit gevær kunne dræbe mig. «
»Så må jeg altså gå min vej igen«, sagde drengen.
»Ja«, sagde den gamle mand.
»Det var en skam«, sagde drengen.
»Er du ked af det?« spurgte den gamle mand.
»Ja«, sagde drengen, »jeg ville gerne være blevet her.«
»Kunne du ikke smide dit gevær væk?« spurgte den gamle mand.
»Jo, måske«, sagde drengen.
»Og så kunne du alligevel blive hos mig«, sagde den gamle mand.
»Ja, måske«, sagde drengen. »Men hvad skulle jeg så lave?«
»Du kunne se i denne kikkert. Så kunne du måske finde ud af, hvorfor menneskene dernede går i krig.«
»Men, hvorfor går de i krig?«
»Ja se, det ved jeg heller ikke. Det har måske noget at gøre med, at de ikke ved nok om hinanden. Og at de er så mange og deres liv er så indviklet, at ingen ved, hvad der følger af deres handlinger. Og at de ikke ved, hvorfra det kød kommer, som de spiser, og hvor det brød, som bageren bager havner. Og at de ikke ved, om der skal laves gravemaskiner eller kanoner af det jern, som de henter op af jorden. Og at de ikke ved om det kød, de spiser, er tiltænkt en anden. Hvis de kunne se alting sådan lidt fra oven, ville de måske bedre kunne forstå mange ting.«
»Så må man vise dem det?« sagde drengen.
»Ja, måske«, sagde den gamle mand, »men jeg er for gammel og træt.«
Først da smed drengen sit gevær fra sig, og det faldt ned gennem verdensrummet, lige ned på planeten, hvor det gik i tusinde stykker.
Men drengen blev hos den gamle mand på månen i meget, meget lang tid og betragtede og studerede igennem kikkerten menneskene dernede. Og en dag fløj han måske derned og forklarede dem, hvad de gjorde forkert.
På en lille bitte planet boede der engang nogle der var flittige, og så nogle der var knap så flittige. Der var også nogle meget flittige og nogle meget dovne. Med andre ord – det var ligesom alle andre steder i universet.
Dog lagde både de dovne og de flittige alt, hvad de dyrkede – det var mest forskellige slags gulerødder -, i én stor bunke, hvoraf alle spiste. Det var ikke som alle andre steder.
Men så en dag sagde nogle af de meget flittige:
"Nu kan det være nok. Vi slider og slæber, og så kommer dem, der ligger dagen lang og fløjter i solen, og vil spise vores gulerødder." Og de lægger ikke mere deres gulerødder i den fælles bunke, men beholder dem for sig selv og bliver tykke og fede.
De meget dovne trak bare på skuldrene og blev ved med at spise af den store bunke, og tog selvfølgelig mere, end de selv skaffede.
Da bemærkede de lidt flittige og de lidt dovne, at der nu blev mindre til dem; for de meget flittige havde jo altid skaffet særlig mange gulerødder, flere end de selv kunne spise.
Altså sagde de lidt flittige: "Så vil vi også selv beholde vores gulerødder", og så lagde de ikke mere deres gulerødder i den store fælles bunke, men lavede hver især en lille bunke derhjemme.
Og de lidt dovne gjorde ligeså. "Vi har jo ikke noget andet valg", sagde de til de meget dovne.
Og nu havde enhver sin egen gulerodsbunke foran sin hytte, og hvis en fik lyst til en bestemt slags gulerod, der ikke fandtes i hans egen bunke, måtte han prøve, om han kunne bytte sig til den hos en af de andre.
Og snart var der en stadig kommen og gåen, og efter arbejde byttede folk gulerødder i timevis, indtil enhver havde alle de gulerødder, som han behøvede eller troede han behøvede.
"Nå, det er nok blevet nye tider!" sagde de meget dovne til hinanden. For nu var den store fælles bunke væk, hvorfra de havde kunnet snylte sig til noget. Deraf uddrog enhver sin egen lære. Nogle sagde til sig selv: "Nå, så må jeg jo bare arbejde noget mere." Men det var lettere sagt end gjort, for hvis en dovenkrop, der var kommet på bedre tanker, gik ud på en mark for at dyrke gulerødder, var der som regel en eller anden der sagde: "Næ hov, her har jeg altid dyrket mine gulerødder, det er min mark!"
Men andre gik blot hen til de riges hytter og tog for sig af deres gulerodsbunker, som de lystede. "Vi har altid været vant til at tage fra den fælles bunke. Og når der nu er mange bunker, så er det bare mange fælles bunker. Vi forsyner os i alt fald", sagde de.
Det passede naturligvis ikke de rige, og nogle begyndte at sætte hegn omkring deres gulerodsbunker. Og snart måtte alle sætte hegn omkring deres bunker. For jo flere der satte hegn omkring deres bunker, desto mere hentede de rigtig dovne, der fastholdt de gamle vaner, fra de bunker, hvor der ikke var hegn omkring.
Så alle der ejede en bunke, fik også før eller senere et hegn omkring den. Efter arbejdet havde de nu ikke kun travlt med at bytte gulerødder, men også med at istandsætte og udbedre deres hegn og passe på, at der ikke var nogen, der kravlede over det.
Og snart blev nogle sure: "Førhen samledes vi allesammen efter arbejdet omkring den store fælles bunke og fortalte vittigheder og lavede sjov. Nu sidder vi bare derhjemme efter arbejdet og vogter over vores gulerødder og reparerer vores hegn. Og om morgenen er vi dødtrætte og dur ikke til at plante gulerødder. På en eller anden måde har vi meget mere at lave end før, men der bliver ikke flere gulerødder af den grund."
Og nogle foreslog, at man skulle gå tilbage til den gamle skik med den store fælles bunke. "Hellere føde på et par dovne snyltere, end altid at skulle slide og slæbe med at bytte gulerødder, holde vagt og istandsætte hegn.!"
Men de mest rige sagde: "Nej, hvis vi vender tilbage til den gamle skik, er det det samme som at tillade snylteriet. Så vil alle bare snylte, og ingen vil længere plante gulerødder, og vi vil allesammen sulte ihjel!"
"Nej, så galt vil det ikke gå", sagde de andre. "De fleste ville kede sig ihjel ved at ligge dagen lang og fløjte melodier i solen. Det er kun meget få, der er så dovne. I virkeligheden er det jo sjovt at dyrke gulerødder."
"Nej", sagde de mest rige, "der er ikke noget sjovt ved at dyrke gulerødder. Men det er morsomt at eje dem.
I kan bare dele jeres gulerødder med dagdriverne, hvis I ønsker det. Vi fjerner i alt fald aldrig vores hegn.!"
"Tja", sagde så nogle af de lidt rige, "hvis de meget rige ikke vil være med, så vil vi også helst beholde vores hegn, vi ejer jo ikke så meget, så vi kan dele med dagdriverne."
Og de lidt fattige sagde: "Nå, hvis det kun er os der skal dele, da får alle for lidt, og så vil vi heller ikke være med. Vi er kede af det, men vi beholder vores hegn.. "
Og derfor blev det ikke til noget i denne omgang. Og selvom de fleste godt kunne se, at de alle nu havde fået mere arbejde, uden at der derfor blev flere gulerødder, klarede de ganske simpelt ikke at vende tilbage til den gamle skik.
Men der skete nogle andre spændende ting. Nogle af dem, der ingen store gulerodsmarker havde, gik hen til nogle af de rige og sagde:
"Hør her, hvis I hver dag giver mig et par gulerødder, så passer jeg på jeres hegne for jer."
Og andre tog idéen op og tilbød sig: "Dem der giver mig gulerødder, vil jeg til gengæld reparere hegn for!"
Og andre igen gik fra hus til hus og sagde: "Giv mig nogle af jeres gulerødder, så vil jeg bytte dem til nogle andre, hvis jeg til gengæld selv må beholde hver femte gulerod."
Og sådan gik det nu i et stykke tid, så sagde nogle, idet de kløede sig i nakken: "Egentlig burde jeg nu have mere tid, men i stedet må jeg igen dyrke flere gulerødder, for at kunne betale hegnreparatøren og nattevagten og gulerodsbytteren!"
Og på ny var der nogle der foreslog, at man vendte tilbage til de gamle skikke og fjernede hegnene. Men besynderligt nok var nu ikke kun de mest rige imod det, men også de mest fattige: "Vil I tage vores arbejde fra os!" råbte hegnreparatøren.
"Hvad skal vi så leve af?" råbte nattevagten.
"Skal vi da dø af sult?" råbte gulerodsbytteren.
Tja, og sådan holdt man nu engang fast ved de nye skikke.
Hvorfor
kikker han så mistroisk på mig?
Er han bange for mig?
Hvorfor
er han mon bange for mig?
Tror han, jeg vil gøre ham noget?
Hvorfor
tror han, jeg vil gøre ham noget? Jeg gør jo ingen noget!
Jeg gør ingen noget, medmindre, der er en der vil gøre mig noget!
Når han altså tror, jeg vil gøre ham noget, så er det blot, fordi han ved: Jeg gør dem noget, der gør mig
noget
Altså: vil han gøre mig noget!
Så må jeg nok hellere straks gå hen og give ham en på snuden,
Så han ikke kan gøre mig noget.
Avs!
Han slog hurtigere end mig.
Nu ligger jeg der.
Men jeg vidste jo med det samme,
at han ville gøre mig noget!
Vi er et fredeligt land
og overfalder ikke nogen.
Medmindre,
vi selv bliver overfaldet.
Dem der ikke har i sinde
at overfalde os,
behøver ikke at være bange for os.
Dem der prøver
at forsvare sig mod os,
viser derved,
at de er bange for os.
Dem der er bange for os,
viser derved,
at de har i sinde
at overfalde os.
Derfor er det jo klart,
at vi er nødt til at overfalde alle dem,
der iværksætter forsvarsforanstaltninger.
På planeten Hortus boede Æblefolket, Blommefolket, Pærefolket og Hindbærfolket. Æblefolket levede af æblegrød, æblekompot, æblesyltetøj og æblekager. Blommefolket levede af blommegrød, blommekompot, blommesyltetøj og blommekager. Og hos Pærefolket og Hindbærfolket var det på samme måde.
I lang tid gik det meget godt, men en dag var Pærefolket blevet godt og grundigt træt af evig og altid at spise pæresyltetøj. Derfor sagde en af Pærefolkene: "Ved I hvad! Vi burde blive røvere!"
"Røvere? Hvad er det for nogen?"
"Jo hør nu, det er let nok: Om natten lister vi over til Blommefolket, og når de så alle sammen sover, overfalder vi dem og tæver dem. Derefter tager vi så mange blommer, som vi kan bære og stikker af igen. Og så kan vi langt om længe få blommegrød, blommesyltetøj, blommekompot og blommekager!"
"Hurra!", råbte Pærefolket. "Det bliver sjovt!"
Og så listede de over til Blommefolkets landsby, og mens alle her sov, overfaldt de landsbyen, trængte ind i husene og tævede Blommefolkene. Derefter tog de så mange blommer, som de kunne bære og stak af igen.
Blommefolket blev meget forskrækkede og bedrøvede. "Hvad var dog det?", sagde de til hinanden. "Sådan noget er aldrig hændt før!"
"Måske er Pærefolket blevet tossede? Vi kunne sende fru Blommestilk over til dem!"
Den gamle fru Blommestilk kunne nemlig lave en olie af blommekerner, hvormed hun kunne helbrede alle sygdomme undtagen brækkede ben.
Altså tog fru Blommestilk af sted med sin lille kande fyldt med blommekerneolie.
Men allerede samme aften kom hun tilbage igen. "De ville slet ikke helbredes", sagde hun. "De truede mig med tæv og jog mig bort."
"Det var værre!", sagde Blommefolkene triste til mode. "Hvad gør vi så?"
"Hvis de ikke vil helbredes, er de ikke syge, men onde. Vi må straffe dem!"
"Ja, det er rigtigt! Vi overfalder dem og tager deres pærer. Det er kun ret og rimeligt!"
Og alle jublede og råbte i munden på hinanden, kun fru Blommestilk rystede bekymret på hovedet.
Altså gik Blommefolket på krigsstien, og om natten overfaldt de Pærefolket og tævede dem. Så tog de så mange pærer, som de kunne bære og stak af igen.
"Og hvad vil I gøre, hvis de overfalder os igen i morgen?", spurgte fru Blommestilk.
Nu så alle bekymrede ud, men så sagde den friske hr. Kerne: "Vi posterer bare nogle vagter rundt om landsbyen, udstyret med lange kæppe, og hvis de så kommer, tæver vi dem."
Og det gjorde de så, og da Pærefolkene et par nætter senere vendte tilbage, fik de læsterlige tæv.
"Nå, hvad sagde jeg!" Vi gav dem vel nok en ordentlig omgang!", sagde hr. Kerne stolt. "De vover ikke at overfalde os igen lige med det samme."
"Ja, godt nok", sagde de unge mænd, der havde holdt vagt. "Men ved du hvad": I to uger har vi nu holdt vagt hver nat, og sovet om dagen. I mellemtiden har vi spist alle vores blommekager og alt vores blommesyltetøj, og ikke haft tid til hverken at lave mad eller bage!"
"Derfor burde alle give os noget!, sagde hr. Kerne, "for vi har jo holdt vagt for os alle!"
Så gav alle Blommefolkene vagterne noget, og hr. Kerne fik mest. "For jeg må jo ordne alting!", sagde han. "Jeg har ansvaret!"
Men efter nogen tid begyndte Blommefolket at gøre vrøvl, for hidtil havde der altid lige været nok til alle. Men nu, hvor alle de unge mænd holdt vagt, i stedet for at passe blommetræerne og lave mad og bage, nu var der ikke længere nok til alle.
"Men", sagde hr. Kerne, "Hvem er skyld i, at vores unge mænd ikke kan arbejde, men må holde vagt?" Pærefolket! Altså må Pærefolket undgælde for det!"
Og så marcherede han og hans mænd til Pærefolkets landsby, for endnu engang at udplyndre dem. Men Pærefolket havde også sat vagter ud, og der opstod et mægtigt slagsmål midt imellem de to landsbyer, og Blommefolkene fik ikke fat i nogle pærer.
Herefter sagde hr. Kerne: "Vi må lave nogle net, og kaste dem over Pærefolkets vagter. Så kan vi besejre dem og plyndre landsbyen!"
Altså gik hele Blommefolket i gang med at lave net, og denne gang lykkedes plyndringstogtet.
Stolt kom hr. Kerne hjem i spidsen for sine tropper, og hver af de unge mænd bar på en sæk pærer. Hr. Kerne bar også på noget, nemlig hele ansvaret.
Og hr. Kerne gav ordre til, at pærerne blev lagt i en stor bunke midt i landsbyen. Så delte han bunken i tre mindre bunker. "Sådan", sagde han: "En bunke bliver fordelt blandt landsbyens beboere, så alle har nok at spise. En bunke bliver fordelt blandt mine soldater, fordi de har kæmpet så tappert. Og den sidste bunke får jeg, fordi jeg har ansvaret for det hele."
Og alle jublede og klappede hr. Kerne på skulderen. Kun den gamle fru Blommestilk rystede bekymret på hovedet og sagde: "Og hvad nu hvis også Pærefolket laver sig nogle net?"
"Det har jeg tænkt på!", sagde hr. Kerne. "Vi bygger en mur rundt om landsbyen, så kan de ikke overfalde os mere."
Og så måtte Blommefolket bygge en mur omkring deres landsby.
Men Pærefolket ville ikke have nederlaget siddende på sig. Og da deres spejdere fortalte, at Blommefolket var ved at bygge en mur omkring deres landsby, så byggede også Pærefolket en mur omkring deres landsby. Og de lavede net, som de kunne fange vagter i. Og desuden lavede de stiger, så de kunne klatre over Blommefolkets mur. Og så en nat, bevæbnet med deres stiger, overfaldt de Blommefolkets landsby og plyndrede den.
"Nu kan det være nok!", sagde da hr. Kerne. Vi bliver nødt til en gang for alle at give disse rådne Pæreskrog en lærestreg, som de sent skal glemme!"
Og han beordrede Blommefolket til at bygge et stort tårn med hjul under. Det ville han trække hen til pærelandsbyens mur og så deroppe fra sætte ild til Pærefolkets huse.
Men Pærefolket byggede i mellemtiden en vældig stenslynge, hvormed de ville skyde Blommefolkets mur sønder og sammen.
Og en nat listede Blommefolkets hær over til Pærefolkets landsby, og Pærefolkets hær listede over til Blommefolkets landsby. Og fordi natten var mørk og tåget, listede hærene lige forbi hinanden, uden at opdage det. Da Blommefolket havde placeret deres tårn foran Pærefolkets mur, steg hr. Kerne op i det og råbte højt: "Åbn porten og overgiv jer, ellers sætter vi ild til jeres landsby."
Og eftersom Pærefolkets hær var borte, åbnede landsbyens indbyggere portene og lukkede Blommefolkene ind.
Og da Pærefolkene havde skubbet deres stenslynge hen foran Blommelandsbyens mur, skrev deres anfører på en seddel: "Overgiv jer, ellers bliver jeres landsby skudt sønder og sammen!" Derefter viklede han sedlen om en sten og lod den skyde over muren. Og Blommefolkene åbnede også deres porte og lukkede Pærefolkene ind.
Men da hærene ville gå i gang med at plyndre, var der næsten intet tilbage. Kun et par krukker syltetøj, nogle tørre kager og lidt kompot, men det var allerede blevet skimlet..
"Der er ikke mere", sagde Pærefolkene til Blomme-
"Vi har ikke mere" sagde Blommefolkene til Pæresoldaterne, "vi har ikke haft tid til at passe træerne og bage kager, den er blevet brugt på krigen."
"Sikke noget møg!", sagde anføreren for Pære-
"Pokkers!", sagde hr. Kerne og trak sin hær tilbage igen. I morgengryet mødtes de to hære midt imellem de to landsbyer, og af ren og skær forbitrelse gik de løs på hinanden. Men de to felthære sloges ikke. De stod på hver sin lille høj og så rasende på hinanden, mens de tænkte.
Da de syntes, at de to hære havde kæmpet længe nok, gav de ordre til afmarch, og drog hjem med hver deres hær.
Den næste dag sammenkaldte hr. Kerne Blommefolket og sagde: "Så, nu må vi hurtigst muligt i gang med arbejdet og få bagt nogle blommekager i en fart. Vi må bage hurtigere end de andre, så vi står bedre rustede end dem før det næste slag.!"
Men fru Blommestilk sagde: "Det kan ikke lade sig gøre. Der er nemlig ingen blommer, fordi ingen har passet træerne. Blommerne ligger rådne på jorden. Og der er heller ikke mere mel til at bage med. Og i det hele taget kan det ikke fortsætte på denne måde. Er det ikke meningsløst, at vi gensidigt plyndrer hinanden? Hvis vi ønsker at få nok at spise, må vi alle arbejde hver dag, både Pærefolket os selv. Røverier får ingen blommer og heller ingen pærer til at gro. Vi må slutte fred med Pærefolket!"
Og Blommefolket, som nu omsider igen fik lyst til at passe blommetræer og lave kompot, gav hende ret.
Kun hr. Kerne blev gal i hovedet. For hvis der ikke var nogen krig, kunne han ikke kommandere og påtage sig hele ansvaret, og der var ikke noget bytte, hvoraf han kunne sikre sig hovedparten.
Han begav sig til Hindbærfolkets landsby og sagde til dem: "Hør her. Pærefolket har ikke mere at spise, de har brugt det hele under krigen. Altså er der en stor risiko for, at Pærefolket næste gang vælger at plyndre jer!"
Hindbærfolket kløede sig bag ørene og sagde: "Men vi har jo ikke gjort dem noget!"
"Det er lige meget", sagde hr. Kerne, "de er nogle røvere og henter sig bytte, hvor de kan få det."
"Det er jo forfærdeligt!" sagde Hindbærfolket. "Hvad skal vi dog gøre? Vi har ikke forstand på at føre krig."
"Men det har vi!" sagde hr. Kerne. "Jeg har et forslag: Giv os nogle bakker hindbær – vi står nemlig tilfældigvis selv og mangler lidt frugter – så hjælper vi jer mod Pærefolket."
"Ja ok", sukkede Hindbærfolket, "vi har vel ikke noget andet valg!"
Og hr. Kerne gik tilbage til Blommelandsbyen og sagde til Blommefolket: "Der er næsten et helt år til den næste blommehøst! Hvad skal vi leve af i mellemtiden? Hvis vi slutter fred, skal vi sulte i et helt år. Men hvis vi allierer os med Hindbærfolket, for at slås mod Pærefolket, så får vi straks nogle hindbær af dem."
"Ja, det er rigtigt", råbte de unge mænd, som allerede var blevet vant til at slås. "Vi er bedre til at slås end til at avle blommer."
De øvrige Blommefolk kløede sig bag ørerne og sagde: "At sulte i et helt år, hvem kan holde det ud?" og erklærede sig også enige med hr. Kerne. Kun fru Blommestilk rystede bekymret på hovedet.
Men i mellemtiden havde Pærefolkets hærfører allieret sig med Æblefolket. Og så begyndte det hele forfra: Hindbærfolket og Æblefolket blev også nødt til at bygge mur omkring deres landsbyer, lave net, stiger og slynger og bygge belejringstårne, og tilmed aflevere halvdelen af deres frugter til deres beskyttere. Og da der var gået et år, fandtes der ingen steder på planeten længere noget at spise og heller ikke mere at røve.
Da sammenkaldte fru Blommestilk alle planetens kvinder – husk, at der jo kun var fire landsbyer – og sagde til dem:
"Sådan kan det ikke blive ved. At gå på rov og føre krig får ingen pærer og hindbær og heller ingen æbler og blommer til at gro. Nogen er nødt til at arbejde, ellers bliver der heller intet udbytte. Og fordi der lige akkurat er nok, hvis enhver gør sit arbejde, har vi simpelthen ikke råd til disse røvertogter! Net og stiger og stenslynger og mure og belejringstårne kan ikke spises!"
"Nej, det er så sandt!" sagde kvinderne.
"Ja, men så gå hjem og sig til jeres mænd, at de skal love hurtigst muligt at vende tilbage til haverne. Ellers dør vi alle af sult!"
"Godt!" sagde kvinderne.
Derefter indgik de en aftale, og mændene gav hinanden hånden og mumlede: "Undskyld, det skal aldrig ske igen", og så var der atter skabt fred på planeten Hortus. Og efter en to-tre barske år havde alle igen nok at spise, og fru Blommestilk fik bragt krukker med blommesyltetøj ud til de andre landsbyer, og kvinderne fra de andre landsbyer sendte til gengæld æblekager og pæregrød og hindbærkompot.
Og fordi der havde været fred så længe, fik man også tid til lidt eftertanke og til at opfinde nye ting. En opfandt en æbleplukkerklo, med hvilken man kunne plukke æbler, uden at skulle klatre op i træerne. En anden fremavlede hindbærbuske uden torne. Og en tredje opfandt et redskab, hvormed man meget enkelt kunne pille stenene ud af blommerne. Og endelig var der en der opfandt en særlig kniv til at skrælle pærer med.
"Godt", sagde kvinderne, "nu behøver enhver af os kun at arbejde den halve dag, og alligevel er der nok til alle."
Men så en dag blev det for meget for hr. Kerne og han sagde til Blommefolket: "Det går ikke, at vi fordriver den halve dag med at dovne, bare fordi den nye blommekernefjerner nu har gjort vores arbejde lettere. Hvad nu, hvis pærefolket fik den idé at overfalde os og tvinge os til at arbejde for dem den anden halvdel af dagen? Pærefolket har opfundet en ny pæreskrællekniv. Det kan blive meget farligt. For når de ikke behøver at arbejde mere end den halve dag, for at få nok at spise, så har de nu tid til at bygge nye belejringstårne og stenslynger! Altså burde vi ikke fordrive den halve dag med at spille spil og fortælle historier: Med den nye blommekernefjerner har vi nu fået tid til at tænke på vores forsvar. I stedet for at alle kun arbejder den halve dag, skulle halvdelen af os hellere arbejde hele dagen, og den anden halvdel beskæftiges med at lave stenslynger og eksercere. For nu har vi omsider råd til at have en stående hær. Og kun på den måde kan vi sikre os, at Pærefolket ikke overfalder os igen, og i sidste ende gør os til deres slaver!"
Og således var det hele nær begyndt helt forfra igen, hvis ikke. . .
. . .hvis ikke fru Blommestilk havde rejst sig, og for øjnene af dem alle sammen havde givet ham en lussing. Herefter satte han sig stille og roligt ned og sagde aldrig mere et ord.
Der var engang to, der kom i voldsomt slagsmål med hinanden. Den ene var stor, mens den anden var tyk og den ene var tung, mens den anden var sej og den ene var stærk, mens den anden var vild.
Den stærke stak den vilde én på tuden. Og han bemærkede sig: Han har jo en næse ligesom min.
Den vilde brækkede den stærkes ribben. Og han bemærkede sig: De ribben brækkede jo ligesom mine ville gøre det.
Den stærke stak et øje ud på den vilde. Og han bemærkede sig: Det øje er jo blødt og sårbart ligesom mit.
Den vilde sparkede den stærke i maven. Og han bemærkede sig: Den mave gav jo efter ligesom min ville gøre det.
Den stærke greb den vilde i struben. Og han bemærkede sig: Han behøver luft for at kunne trække vejret, ligesom mig.
Den vilde pressede sin næve ind i den stærkes hjertekule. Og han bemærkede sig: Derinde slår jo et hjerte ligesom mit. Idet begge faldt omkuld og ikke længere kunne rejse sig, tænkte de begge: "Han er jo helt magen til mig, den fyr der". Men da var det jo alt for sent.
Dengang hr. Balaban skulle være soldat, sagde sergenten en dag: "Ja, i dag skal vi træne nærkamp, mand mod mand. Når det bliver alvor, er det meget vigtigt for jer at kunne!"
"Javel", sagde hr. Balaban, "hvis det nu under krigen virkelig kommer til nærkamp, mand mod mand – kan de så ikke udpege min mand for mig? Måske kan jeg i al mindelighed komme overens med ham?"
Den store krig på Mars var slut.
Trætte og triste slæbte de lyserøde Gnuffer sig langsomt hjemad. »Aldrig mere krig!«, stønnede de. De havde tabt krigen.
Trætte og triste slæbte også de bleglilla Moffer sig langsomt hjemad. »Aldrig mere krig!«, stønnede de. Alligevel havde de vundet krigen.
Men på slagmarken lå der næsten
lige så mange døde Moffer som døde Gnuffer og der var flydt en
skrækkelig masse grønt blod. Gnuffernes Over-
»Lad os sende vores general på pension!«, jublede Gnufferne under deres fest.
»Lad os afskedige vores marskal!«, råbte Mofferne under deres fest.
»Soldaterne skal dyrke jordbær!«, skreg Gnufferne.
»Soldaterne kan nu sy bukser!«, råbte Mofferne.
Men så sagde Gnuffernes general: »Nej, det går ikke. Hvis vi ingen general og ingen soldater har mere, så angriber Mofferne os straks igen. Vi behøver en stærk og forberedt hær, for at sikre at der aldrig mere kan blive krig!«
Og Moffernes marskal sagde: »Nej, det går ikke. Når Gnufferne opdager, at vi ikke længere har nogen hær, vil de jo omgående tage hævn for den tabte krig. Derfor har vi brug for soldater og en marskal.«
»Nå ja, det er nok rigtigt«, brummede Gnufferne.
»Når han siger det, er det vel rigtigt«, brummede Mofferne.
Og så gik de alle hjem og passede deres arbejde, Gnufferne i deres tårne og Mofferne i deres huler.
Og Gnuffernes general sagde til sig selv: »Jeg ønsker ikke lige med det samme en ny krig, men hvis jeg ikke beviser, at jeg er en dygtig general, bliver jeg nok snart sendt på pension.« Og derfor sagde han til Overpræsidenten: »Vores hær har brug for flere sværd, så vi ikke igen kan blive overrumplet. De må være så venlig at opkræve flere skatter, så vi kan købe flere sværd i smedjerne.« Og det gjorde Overpræsidenten så.
Og smedemestrene sagde til hinanden: »Krig ønsker vi aldrig mere, men hvis vi sælger flere sværd, får vi råd til at sende vores børn i en bedre skole.«
Og smedesvendene i smedjerne sagde til hinanden: »Krig ønsker vi ikke igen, men hvis vi siger, at vi ikke vil lave sværdene, jager vores mester os på porten, og så får vores børn ikke noget at spise.«
Og Moffernes marskal sagde til sig selv: »Jeg ønsker fred, men hvis jeg ikke beviser, at jeg er en dygtig marskal, bliver jeg måske alligevel afskediget.« Og derfor sagde han til Moffernes Storkonge: »Jeg har hørt, at Gnufferne køber nye sværd til deres hær. Vil De ikke nok være så venlig at forhøje skatten, så vi kan indkalde flere soldater til vores hær.« Og så forhøjede Storkongen skatten, og der blev indkaldt flere soldater til hæren.
Og bønderne sagde til hinanden: »Vi ønsker fred, men hvis vi ikke sælger kartofler til hæren, kan vi ikke betale den højere skat.«
Og skrædderne sagde: »Vi ønsker fred. Men jo flere soldater der er, jo flere uniformer kan vi sælge. «
Og spydfabrikanterne sagde: »Vi ønsker fred, men jo flere soldater der er, jo flere spyd kan vi sælge.«
Da traf det sig, at en opfinder hos
Gnufferne fandt frem til en gift, en frygtelig farlig gift. Men den var
helt ufarlig for Gnufferne, kun for Moffer var den livsfarlig. »Jeg vil
ingen noget ondt«, sagde opfinderen til sig selv, »men hvis jeg holder
mine opfindelser for mig selv, kan jeg ikke betale min regning hos
mælke-
Da traf det sig, at en professor hos Mofferne fandt ud af, hvordan man kunne fremstille en bombe, der kunne ødelægge alt på jordoverfladen, men som ikke var farlig for Moffer, fordi de boede i huler. »Jeg ønsker ikke nogen noget ondt«, sagde professoren til sig selv, »men jeg er nødt til at offentliggøre min opfindelse, ellers tror folk bare, at jeg ikke forstår mig på min egen videnskab.« Og så skrev han ned i en bog, hvordan man kunne fremstille bomben.
Da Moffernes marskal hørte herom, sagde han til Storkongen: »En sådan bombe er vi tvunget til at fremstille, for jeg har hørt, at Gnufferne er i besiddelse af en frygtelig gift, de kan bruge mod os!«
Og Gnuffernes general sagde til Overpræsidenten: »En sådan gift er vi tvunget til at producere, for jeg har hørt, at Mofferne er i besiddelse af en bombe, de kan bruge mod os.«
Og så blev giften blandet…
…og bomben fremstillet.
Og Gnufferne lavede en kæmpestor giftsprøjte, der kunne sprøjte giften over til Mofferne.
Og Mofferne byggede en gigantisk ballon, der kunne bringe bomben over til Gnufferne.
Herefter sagde Overpræsidenten i en kort tale til Gnufferne: »Nu kan der aldrig mere blive krig, for vi ønsker fred, og Mofferne vil aldrig mere vove at gå løs på os, fordi vi nu har den frygtelige gift.«
Og Storkongen sagde i en kort tale til Mofferne: »Fra nu af vil der altid være fred, for vi vil ikke krig, og Gnufferne vil aldrig mere turde angribe os, fordi vi nu har den forfærdelige bombe.«
Og så en dag sagde Gnuffernes smedemestre: »Vi har ikke længere nok jern til alle de sværd og plove og leer og vogne vi skal lave. Vi er nødt til at sejle ud til Jernøen, for at hente mere jern!«
Og Moffernes smedemestre sagde: »Vi har brug for mere jern til lave vores spyd og vogne og plove og leer.. Vi må hente noget jern på Jernøen!"
Så sendte Gnufferne et skib til Jernøen…
…og Mofferne sendte også et skib derud.
Da skibene vendte tilbage, fortalte søfolkene begge steder, at de andre også havde hentet jern fra Jernøen.
»Mofferne tager vores jern!«, skrev en af Gnuffernes aviser.
»Gnufferne vil have alt jernet for sig selv!«, stod der i en af Moffernes aviser.
Det var måske at overdrive lidt, men alle ved, at de aviser, der skriver de sensationelle ting, sælger bedre end dem der skriver, at det hele nok ikke er så galt, og at man måske først burde undersøge, om der mon ikke skulle være jern nok til alle. Og avisfolk vil jo nu engang også gerne tjene nogle penge, ligesom alle andre.
Således blev Gnufferne igen bange for Mofferne og Mofferne bange for Gnufferne.
»Vi må have Jernøen for os selv«, sagde nogle af Gnufferne, »ellers bliver der ikke ved med at være fred.«
»Jernøen skal tilhøre os«, sagde nogle blandt Mofferne, »ellers bliver der krig igen!«
»Når vi ikke har jern til at lave plove, får vi ikke noget at spise«, sagde nogle af Gnufferne, »og så er den frygtelige gift ikke til nogen nytte!«
»Hvis vi ikke har noget jern, må vi sulte«, sagde nogle af Mofferne, »og så er den store bombe heller ikke os til nogen nytte.«
Gnufferne sendte så et krigsskib til Jernøen.
Og Mofferne sendte også et krigsskib til øen.
Og fordi kampen stod lige…
…sendte Gnufferne endnu et krigsskib…
…og også Mofferne sendte endnu et krigsskib.
»Vi må ikke lade dem bygge flere krigsskibe!«, sagde Gnuffernes general, og angreb med sine tropper Moffernes skibsværft.
»Vi må forhindre, at de bygger flere skibe«, sagde Moffernes marskal, og angreb med sine tropper Gnuffernes skibsværft.
»De har overfaldet os!«, skreg Gnufferne.
»De har angrebet os!«, skreg Mofferne.
»Vi ønsker fred«, sagde Gnuffernes general, »men nu hjælper ingen kære mor. Vi er nødt til at sprøjte gift på dem, før de smider bomben over os! «
»Vi har ikke ønsket krigen!« sagde Moffernes marskal, »men nu er det for sent. Vi må smide bomben over dem, før de sprøjter gift på os!«
Og så blev giftsprøjten fyldt, og den store ballon blev startet.
»Nu er det ude med dem!«, sagde Gnufferne.
»Nu er det ude med dem!«, sagde Mofferne.
»Og også med os!«, sagde Gnufferne, idet de så ballonen langsom stige til vejrs.
»Og også med os!«, sagde Mofferne, idet de så sprøjten dukke op i horisonten.
»Måske skulle jeg alligevel ikke have opfundet den gift!«, sagde opfinderen.
»Måske skulle jeg alligevel ikke have fremstillet den bombe!«, sagde professoren.
»Måske skulle vi alligevel ikke have smedet de sværd!«, sagde smedesvendene.
»Måske skulle vi alligevel ikke have produceret de spyd!«, sagde spydfabrikanterne.
»Måske skulle vi alligevel ikke have syet de uniformer!«, sagde skrædderne.
»Måske skulle vi alligevel ikke have leveret de kartofler«, sagde bønderne.
»Måske skulle vi alligevel ikke have overdrevet sådan«, sagde avisjournalisterne.
»Måske skulle vi alligevel have holdt os mere til sandheden«, sagde avisredaktørerne.
»Måske skulle vi alligevel ikke være blevet soldater«, sagde soldaterne.
»Måske skulle vi alligevel have sendt vores general på pension!«, sagde Gnufferne.
»Måske skulle vi alligevel have afskediget vores marskal!«, sagde Mofferne.
Og sådan kunne Historien næsten have været slut.
Men så sagde en af Gnufferne til sine venner: »Vi kan ikke længere redde os selv. Men hvad med Mofferne – de var dog hverken værre eller bedre end os.« Og de klatrede op på giftsprøjten og væltede den, lige før den gik af.
Og et par af Mofferne sagde til hinanden: »Nu kreperer vi på grund af vores idioti. Men Gnufferne skal i det mindste have at vide, at der også var nogle enkelte ordentlige Moffer.« Og så greb de fat i tovet og klatrede op i ballonen og udløste bomben, før den nåede over til Gnufferne.
»De Moffer der reddede vores liv!« udbrød Gnufferne forundrede, da de så, at de slap for at blive bombet.
»De Gnuffer der ofrede deres liv for os!« hviskede Mofferne helt paffe, da de forstod, at giften ikke ville ramme dem.
Og derefter smed de alle sammen deres sværd og spyd, satte sig ned på jorden og stønnede: »Det var ellers lige før det var gået galt.« Og mange begyndte at græde af ren og skær lettelse.
Derefter sendte de generalen og marskalen på pension, sammen med Overpræsidenten og Storkongen og sagde: "Fra nu af må vi opføre os mere fornuftigt!"
Engang var der en mand der havde en slave. Denne måtte gøre alt arbejdet for ham. Slaven vaskede manden, redte hans hår, skar hans mad i små stykker og puttede dem i munden på ham. Slaven skrev mandens breve, pudsede hans sko, stoppede hans sokker, huggede hans brænde og fyrede op i hans kakkelovn. Hvis manden, når han var ude og gå tur, fik øje på nogle hindbær, måtte slaven plukke dem og putte dem i munden på ham. For at slaven ikke skulle løbe bort, holdt manden ham altid fast i en jernkæde. Dag og nat måtte han holde fast i ham, og slæbe ham med overalt, ellers var slaven bare løbet bort. I den anden hånd havde manden altid en pisk. For når slaven trak og ruskede i kæden, var manden nødt til at piske ham. Når han herefter havde ondt i armene og var helt udmattet af at piske løs, skældte og smældte han på slaven og kæden og i det hele taget på hele verden.
Undertiden, når han var alene, drømte han om dengang, han var ung og endnu ikke havde nogen slave. Dengang kunne han endnu strejfe omkring i skovene og plukke hindbær, fri for den konstante rusken i kæden. Nu kunne han ikke engang gå alene på toilettet. For det første, fordi slaven så ville løbe bort og for det andet, hvem skulle så tørre ham i enden bagefter? Selv havde han jo ingen frie hænder til at gøre det.
Engang, da han skældte og smældte på denne måde, var der én der sagde til ham: ,,Jamen, hvis det er så frygteligt, hvorfor slipper du så ikke bare slaven løs?"
,,Ja det er godt", sagde manden, ,,så han kan slå mig ihjel!" Men i sit stille sind drømte manden om friheden.
Og slaven, drømte han også om friheden? Nej, friheden var han for længst holdt op med at drømme om. Nu drømte han kun om selv at blive herre og slæbe manden rundt i en kæde og piske ham og lade sig tørre i enden af ham. Det var, hvad han drømte om!
På en fremmed planet eller i en anden tidsalder var der engang to lande, som hed Herovre og Derovre. Der var også andre lande som Nærved og Langtvæk, men denne historie handler om Herovre og Derovre.
En dag holdt general Overmægtig fra Herovre en tale til borgerne. Han sagde, at landet Herovre blev klemt af landet Derovre, og at Herovrene ikke længere passivt kunne se til, mens landet Derovre pressede på ved grænsen og indsnævrede landet Herovre.
"De maser sig så kraftigt ind på os, at vi snart ikke har plads til at pudse næse!", skreg han. "Ikke den mindste lille smule kan vi bevæge os. De har ikke i sinde at flytte sig en tøddel, at gøre den mindste smule plads og unde os lidt bevægelsesfrihed. Men hvis de ikke er villige til det, er vi nødt til at tvinge dem til det.
Vi ønsker ikke krig. Hvis det stod til os, var der altid fred. Men det er desværre ikke op til os. Hvis de ikke vil rykke deres land en smule væk fra vores, så tvinger de os jo til krig. Men vi lader os ikke påtvinge krigen. Ikke os! Vi vil ikke tillade, at de tvinger os til hensigtsløst at ofre de bedste af vores unge mænd, så vores kvinder bliver enker og vores børn bliver forældreløse! Derfor må vi knuse magten Derovre, før de tvinger os til at starte en krig. Og derfor, kære medborgere, for at forsvare os selv, for at sikre freden, for at redde vore børn, erklærer jeg hermed på behørig vis staten Derovre krig!"
Først så de desorienterede Herovreborgere på hinanden. Derefter så de på general Overmægtig. Og til sidst så de på specialpolitienhederne med deres panserhjelme og udryddelsesstrålevåben, der stod rundt omkring på pladsen og begejstrede applauderede og skreg: "Længe leve general Overmægtig! Ned med dem Derovre!"
Og krigen var i gang.
Allerede samme dag overskred hæren
fra Herovre grænsen. Det var et vældigt skue. Panserkøretøjerne lignede
kæmpestore metalliske dragefisk. De tromlede alting ned, der kom i vejen
for dem. Ud af deres kanonrør kunne de afskyde granater, som sønder-
Foran dem udbredte en frodig skov sig, og bag dem var der ingenting.
Hvor flyvemaskinerne kom frem, blev himlen mørk, og de der stod nede på jorden, smed sig rystende af angst ned på maven, alene på grund af larmen. Og hvor flyene kastede deres skygger, kastede de også deres bomber.
Mellem kæmpeflyene på himlen og panserkøretøjerne på jorden summede sværme af helikoptere som små ondskabsfulde myg. Og soldaterne lignede stålsatte kamprobotter i deres beskyttelsesdragter, der gjorde dem uimodtagelige for kugler, gas, gift og bakterier.
I hænderne havde de tunge krigsvåben, der kunne udsende dødbringende projektiler, eller laserstråler der smeltede alt hvad de ramte.
Således marcherede den usårlige hær fra Herovre derudad, for nådesløst at udslette enhver fjende på deres vej. Men mærkeligt nok mødte de ingen fjende.
Den første dag trængte hæren ti kilometer ind i fjendeland og den følgende dag tyve. Den tredje dag krydsede de den store flod. Overalt fandt de kun øde landsbyer, afhøstede marker, ryddede fabrikker og tomme pakhuse. "De gemmer sig, og når vi kommet forbi dem, falder de os i ryggen!", brølede general Overmægtig. "Gennemsøg alle høstakke og alle møddinger!"
Soldaterne gennemsøgte møddingerne,
men det eneste de fandt der var i massevis af personlige papirer:
personnummerbeviser, dåbsattester, hjemstavnsattester, pas,
vaccinationsattester, immatrikuleringspapirer, radio-
Vejskiltene voldte mange problemer. De var blevet fjernet, vendt forkert eller overmalede, men mange af dem viste også rigtigt, så man ikke engang kunne stole på, at de altid viste forkert. Ustandseligt var der soldater der blev borte, hele kompagnier der løb vildt, divisioner der kom på afveje, og mangen en efterladt officer sendte bandende motorcyklister i alle retninger, for at lede efter hans soldater. General Overmægtig måtte omgående indkalde alle landmålere og geografilærere fra Herovre til militærtjeneste, så det erobrede landområde kunne blive planmæssigt opmålt og beskrevet.
På felttogets fjerde dag tog hæren fra Herovre sin første fange. Det var imidlertid ikke en soldat, men en civilist, som de havde fundet i skoven med en svampekurv i hånden. General Overmægtig lod ham hente, for personligt at kunne afhøre ham. Fangen fortalte, at han hed Hans Müller og var svampesamler. Sine personlige papirer havde han tabt, sagde han, og hvor hæren fra Derovre befandt sig, vidste han ikke noget om.
I de følgende dage tog hæren fra Herovre nogle tusinde civilister til fange. Alle sammen hed Hans eller Lieschen Müller, og ingen havde personlige papirer på sig. General Overmægtig var rasende.
Endelig besatte hæren fra Herovre den første større by. Overalt så man soldater i gang med at male gadenavne på husmurene. Kortene over byen havde man været nødt til at indhente fra efterretningstjenesten. På grund af hastværket blev der naturligvis begået mange fejl, så flere gader kom til at hedde noget andet på den venstre side end på den højre, og i den ene ende noget andet end i den anden. Uafbrudt flakkede søgende kompagnier forvildede om i byen med en bandende sergent med byplanen i hånden efter sig. I det hele taget var der ingenting der fungerede i byen. Elektricitetsværket var ude af drift, ligeså gasværket og telefoncentralen, intet fungerede.
General Overmægtig lod straks bekendtgøre, at det var forbudt at strejke, og at alle med det samme skulle gå tilbage til arbejdet.
Folk gik også til fabrikkerne og kontorerne, men alligevel var der ikke noget der fungerede. Når soldaterne kom derhen og spurgte: "Hvorfor bliver der ikke arbejdet her?", så sagde folk: "Ingeniøren er her ikke" eller "Værkføreren er her ikke" eller "Den kvindelige direktør er her ikke".
Men hvordan skulle man kunne finde den kvindelige direktør, når alle kvinderne hed Lieschen Müller?
General Overmægtig lod meddele, at alle, der ikke opgav deres rigtige navn og titel, ville blive skudt. Herefter kaldte Derovrene sig ikke længere Müller, men noget forskelligt, men hvad skulle det hjælpe.
Jo længere hæren trængte ind i landet, desto vanskeligere blev det hele. Meget snart kunne soldaterne næsten ikke opdrive mere mad, alt måtte skaffes fra Herovre. Jernbanen fungerede ikke, jernbanearbejderne hang rundt omkring eller rangerede rundt med lokomotiverne på må og få. Togførerne skændtes om jernbanevognene, og naturligvis var alle stationslederne, som vidste besked, forsvundet. Ingen kunne finde dem.
Soldaterne gjorde ikke nogen noget. Snart blev de uforsigtige, gik omkring med åbne panserhjelme og sludrede med folk. Og folkene fra Derovre, som gemte alt spiseligt for hærens beslaglæggelseskommando, delte det lidt de havde med den enkelte soldat eller gav ham deres frisklavede salat eller nybagte kager til gengæld for hans konservesmad; for det havde soldaterne nok af, og det hang dem langt ud af halsen.
Da general Overmægtig fik dette at vide, fik han et raserianfald og forbød alle soldater at forlade deres kvarterer, undtagen når de var med delingen på patrulje. Det var soldaterne ikke glade for.
Til sidst besatte hæren hovedstaden i Derovre. Men her var alting som alle vegne i dette land. Der var ingen vejskilte, ingen husnumre, ingen navneskilte på dørene, ingen direktører, ingeniører, værkførere, ingen politibetjente og ingen tjenestemænd. Ministerierne var mennesketomme og alle dokumenter var forsvundet. Hvor regeringen befandt sig, var der ingen der vidste.
Så omsider besluttede general Overmægtig sig til at gribe ind med hård hånd. Han lod bekendtgøre, at alle voksne skulle gå hen på deres arbejdspladser eller kontorer. De der blev hjemme, ville blive skudt.
Så gik han selv hen til elektricitetsværket og lod alle de menige soldater og officerer indkalde, som i det civile liv arbejdede på elektricitetsværker. Han holdt en tale for arbejderne, hvor han sagde, at der skulle være strøm om to timer. Officererne kommanderede og de menige soldater kontrollerede, og elværksarbejderne løb frem og tilbage og gjorde nøjagtigt det, som officererne gav dem besked på at gøre. Det skabte et frygteligt kaos, men ingen strøm.
Så tilbagekaldte general Overmægtig officererne og sagde til elværksarbejderne: "Hvis der ikke er strøm om en halv time, bliver I alle sammen skudt!" Og se bare, efter en halv time kom der lys. Derefter sagde general Overmægtig: "Ser man det, I banditter, man skal bare sætte lidt fut i jer!", og drog hen til gasværket med sine soldater, for der at gøre ligeså.
Men den næste dag var der igen ingen strøm, og da den rasende general Overmægtig rykkede ud med et kompagni af sine specialuddannede dræbersoldater, for at udrydde alle elværksarbejdere, var elværket rømmet, og elværksarbejderne og de andre ansatte ved elværket havde blandet sig med folk på fabrikkerne og kontorerne.
Så gav general Overmægtig sine soldater ordre til simpelt hen at genne tusinde mennesker fra gaden sammen og skyde dem.
Men på grund af Derovre-folkenes lumske kneb, med hele tiden at være venlige mod soldaterne, var troppernes moral blevet så svækket, at ingen var i stand til simpelt hen at skyde tusinde tilfældige mennesker, der ikke havde gjort noget. Så gav general Overmægtig sine dræbersoldater samme ordre. Men hans officerer lod ham forstå, at de menige soldater allerede var meget utilfredse, og at der måske ligefrem kunne opstå mytteri, hvis de tusinde mennesker blev skudt.
Og general Overmægtig fik et brev fra de mægtige der hjemme, der skrev følgende til ham: "Kære general Overmægtig! De har nu vist Deres evner som feltherre og bevist, at De er et militærgeni, og vi ønsker Dem tillykke med Deres mange strålende sejre. Alligevel beder vi Dem nu om at vende tilbage og lade disse tosser fra Derovre passe sig selv. De er for dyre i drift. Hvis vi skal placere en soldat med en maskinpistol hos hver enkelt arbejder, og true med at skyde ham, plus en ingeniør til at fortælle ham, hvad han skal lave, så kan hele dette erobringstogt ikke længere betale sig. Vær så venlig at komme hjem igen til vort elskede land, thi De har allerede alt for længe glimret ved Deres fravær."
Så pakkede general Overmægtig sin hær sammen, tog så mange værdifulde maskiner og andre værdigenstande, som hans tropper kunne transportere, og drog bandende hjem igen.
"Men nu kan de bare vente sig, kan de", brummede han. "Sådan nogle kujoner. Hvad vil de nu stille op, de narrehatte! Hvordan vil de nu finde ud af hvem der er ingeniør, eller læge eller snedker? Uden anbefalinger og eksamensbeviser! Hvordan vil de afgøre, hvem der skal bo i villaer og hvem i lejeboliger, når ingen kan bevise, hvad der tilhører hvem? Hvordan vil de finde sig til rette uden ejendomsdokumenter, uden strafregister og kørekort, uden titler og uniformer? Hvilket kaotisk roderi vil de ikke opleve! Og alt det blot for ikke at komme i krig med os, sådan nogle kujoner."
Arobanais hoved kom til syne over flodens vandoverflade. Derinde lå Apa Lelo i eftermiddags-
Apa Lelo var den bedste boplads af dem Arobanai kendte til. Lelo-floden formede her en løkke, så bopladsen næsten lå på en ø. Midt på øen stod træerne med god afstand til hinanden og dannede en naturlig lysning, men højt oppe stødte deres kroner næsten mod hinanden, således at pladsen var lys, men aldrig lå badet i fuld sollys. Omtrent midt på øen delte en gruppe træer pladsen i to næsten lige store dele. Børnene havde allerede taget deres legeplads under træerne på bredden i besiddelse, et stykke fra det sted hvor hytterne skulle stå, men dog i tryg nærhed.
Arobanai ledte efter sin fars, Ekiangas, bylt. Hendes mor var endnu ikke kommet, og derfor snørede hun først bladbundtet op, i hvilket hun havde transporteret et glødende træstykke. Hun lagde et par tørre grene på det, pustede til gløderne, og ilden blussede op og rakte ud efter grenene.
Lidt efter lidt kom der flere og flere mennesker. Nogle af mændene kom med kød og brød igen op, for at hente grene og blade. Kvinderne tændte bål og begyndte at lave mad. Næsten alle havde samlet svampe og rødder – slæbende rundt med børn i favnen - og heraf blev der i græskarskålene nu kogt en sovs, hvori kødstykkerne blev anbragt.
Når mændene kom med grene og store bundter med de store blade fra mongongo-træet, begyndte kvinderne at bygge hytter. De bankede grenene ned i jorden så de dannede en cirkel, og bandt med lianer enderne sammen til en kuppel. Til denne grundplan flettedes tyndere kviste, og til dette fletværk blev de store hjerteformede blade fastgjort. Hele tiden kom der folk vandrende, som var brudt op senere eller havde gjort ophold på vejen for at lede efter et eller andet lækkert, og de kvinder, som allerede var i gang med at bygge deres hytter, lo og råbte til dem at de ville blive våde, for regnskyerne kom nærmere og nærmere.
Men mændene, der havde sørget for byggemateriale til deres kvinder, løb igen ind i skoven og huggede træ og blade til de nyankomne. Slægtninge og venner byggede deres hytter i nærheden af hinanden. Familier, som ikke var på talefod med hinanden, slog sig ned i hver deres ende af bopladsen, og hvis det ikke var muligt, placerede de deres hytter således, at indgangene vendte bort fra hinanden.
Tordenskyerne gjorde, at det blev tidligt mørkt, bålene blev flyttet ind i hytterne, og igen og igen måtte et blads placering korrigeres, fordi en mindre vandstråle fandt vej ind i hytten. Men regnen holdt hurtigt op, og snart blussede bålene igen foran hytterne, kvinderne lavede de sidste forbedringer på hytterne, og mændene bevægede sig atter ind i skoven med pil og bue, for måske at få ram på endnu en fugl eller en abe, før det blev for mørkt. Damp steg op fra hytterne, og et blåligt røgslør lagde sig over bopladsen, som med ét blev farvet orange og gylden og rød, idet skyerne spredtes og en sidste hurtig solstråle oplyste himlen.
Arobanai lå på ryggen i sine forældres hytte og holdt sin lillebror fast med den ene arm, medens hun med fødderne løftede den leende bror op i luften. I hytterne rundt omkring kunne man høre familiernes søvnige snakken, og af og til kom en ikke indbudt tilhører med en saftig kommentar, der fremkaldte et latterudbrud.
En af nabohytterne var Kenges, en ugift ung jæger. Inde hos ham var en stor del af de unge mænd forsamlet. Arobanai kunne høre, hvordan de fortalte hinanden om, hvilke dyr de kunne jage fra denne boplads, og hvilke piger de ville kissemisse med. Da hun hørte Kelemoke nævne hendes navn, råbte hun højt: "Du har alt for skæve ben. Bliv nu først en rigtig jæger, lille skat!" Tordnende latter svarede hende, de unge knægte derovre slog sig for brystet og på lårene og væltede sig rundt, helt opløst af grin. Kelemoke var en af de dygtigste løbere og havde trods alt allerede ene mand nedlagt en bøffel.
Ekianga sagde højt, uden at råbe, men så det kunne høres i de nærmeste fem hytter: "Alt den tåbelige råben er jo lige til at få ondt i hovedet af. Kan vi så snart få ro til at sove!"
Det fik i det mindste knægtene ved siden af til at gå over til at hviske, og kun af og til hørte man dem fnise og le. Arobanai smilte for sig selv. Dette bopladsophold ville blive godt, det kunne hun mærke. Her ville hun få det sjovt.
Men om morgenen var alle ramt af sorg. Arobanai blev vækket af et langt frygteligt skrig, et grufuldt klagende skrig fra et væsen, der befandt sig i total mørke. Alle kom farende ud af deres hytter. Balekimito, en af Arobanais fars, Ekiangas, tanter, Amabosus og Manyalibos mor, var døende. Den af alle respekterede gamle kvinde og bedstemoder til adskillige, havde allerede været syg før opbruddet fra den tidligere boplads. Hendes sønner Amabosu og Manyalibo ville ikke efterlade hende, hun skulle blive hos dem, indtil hun fik det bedre, men jagten havde ikke været god ved den gamle boplads, og Balekimito havde holdt fast ved at ville flytte med. Men vandringen havde svækket hende, og nu var hun døende og ville snart være død for altid. Hendes hytte var fyldt med hendes slægtninge, hendes sønner løb tårevædede frem og tilbage, hendes datter forsøgte at trøste sine brødre, men brød igen og igen ud i tårer ved den gamles leje. Kun Balekimito selv var rolig midt iblandt den sukkende, grædende flok. Hun greb sine sønners hænder og trak sin datter ned til sig og hviskede: "Jeg har mine børn hos mig. Jeg er ikke alene på mit dødsleje. Det er godt."
Med sine endnu vågne øjne så hun sig omkring i hytten og fik øje på sin grandniece Arobanai. Med en hånd, gennemsigtig som et tyndt blad, vinkede hun hende hen til sig. "Du er blevet køn", hviskede hun. "Har du allerede fundet dig en kæreste?" Hun lo lidt og tog et fast greb om Arobanais håndled. Arobanai faldt stiv af skræk på knæ ved den gamles leje. Balekimito faldt i søvn, men hendes greb løsnedes ikke. Pigen blev siddende på hug. Mændene og kvinderne bremsede hendes klageskrig, for ikke at forstyrre den gamle kvindes søvn. Da solen stod højt over bopladsen, holdt Balekimito op med at trække vejret.
Nu var der ikke længere nogen grund til at lægge bånd på sig selv. Asofalinda havde pludselig et bastreb i hænderne og lagde en løkke om sin hals. Det krævede tre mænd at forhindre hende i at gøre en ulykke på sig selv. Børn vrimlede ind og ud af hytten, kastede sig ned på jorden og slog løs på den i fortvivlet vrede. Den ældgamle Tungana og hans kone Bonyo lå på knæ foran deres hytte og tårene løb ned af deres indtørrede kinder. Arobanai knælede endnu forstenet midt i gråden og klageråbene, og gråden og klageråbene ville ingen ende tage, for Balekimito ville aldrig mere vågne. Hun var død, ikke blot for en stund, men død for evigt, og ville altid ligge sådan og gribe om hendes håndled.
Først da Arobanais mor Kamaikan kom til og blidt bøjede den dødes fingre, kunne også Arobanai bryde ud i tårer, kaste sig på jorden og få afløb for sin sorg og forskrækkelse.
Først om aftenen faldt der langsomt ro over bopladsen. Udmattet af sorg lå eller knælede alle foran eller i deres hytter. Så stillede den gamle Moke sig op midt på bopladsen og begyndte ganske sagte at tale. Alle rykkede nærmere, for at lytte til ham, og han sagde med sin rolige, melodiske stemme: "Det går ikke, at alle bare sidder og er triste. Ilden går ud og ingen laver mad. I morgen vil alle være sultne og udkørte og for trætte til at gå på jagt. Hende, der var os alle en god moder, fik en god død. Alle burde være glade for, at hun levede så længe, og at hun fik så god en død."
Alle nikkede bifaldende.
Manyalibo sagde: "Ja, det er rigtigt. Alle burde være glade. Denne jamren fører ingen steder hen, den må høre op. Vi burde arrangere en fest. Vi burde påkalde molimo’en og holde en fest til dens ære."
Og Njobo, den dygtige jæger, der havde dræbt en elefant ene mand, sagde: "Ja, hendes død er en stor begivenhed, og vi burde holde en stor fest. Vi burde feste en hel eller to fuldmåner, ja måske tre!"
Den næste dag gik to unge mænd fra hytte til hytte med en lian-lasso. De kastede løkken ind i hytten og ventede. Hyttens beboere lagde et par bananer, nogle rødder eller måske et stykke tørret kød i løkken. De unge mænd lod som om de fik gaven og måtte kæmpe om den, og gik derefter videre til den næste hytte. Midt på bopladsen hang der allerede en godt fyldt kurv på en pæl ved siden af molimo-bålet.
I løbet af dagen var de unge mænd meget hemmelig-
Arobanai legede med sin lillebror. Udenfor sang mændene. Da Arobanai ville lægge sig til at sove, gav Kamaikan hende et lille puf. I skæret fra de glødende træstykker kunne Arobanai se, at hendes mor lo og med en hovedbevægelse pegede på det, der foregik udenfor. Hun lyttede. Mændene sang, og sagte, for at de ikke skulle høre det, nynnede Kamaikan:
"Rundt om os er mørket, det store mørke.
Mørket er rundt om os, det store, sorte mørke.
Men når der findes mørke,
Så er mørket godt.
Mørket er rundt om os, det store, sorte mørke,
Men når der findes mørke,
og mørket tilhører skoven,
så er mørket godt."
Hver aften sang mændene molimo'ens sange. Og kvinderne trak sig tilbage til deres hytter og lod som om det alt sammen ikke kom dem ved. Når mændene sang, svarede Det store Dyr fra Skoven dem. Det råbte med bøflens stemme, med antilopens stemme, med elefantens stemme. Det råbte med fuglestemme og med leopard- og abestemme. Og så sang og nynnede det igen de sange mændene omkring bålet sang, mændene sang og Det store Dyr fra Skoven svarede. Dets sang lød snart tæt ved, snart langt væk, snart fra nord og snart fra syd.
Undertiden sang mændene lige til den tidlige morgen. Alle mændene skulle være med, alle mændene måtte tilbringe natten med at synge og spise, spise og synge. Hvis én faldt i søvn, fortælles det, ville Det store Dyr fra Skoven æde ham.
"De kan godt holde op med deres snak!" sagde Akidinimba gnavent, da hun sammen med Arobanai og nogle andre piger var ude og samle bær. "Jeg ved nok, hvad det er. Det er et stort rør, et bambusrør, som de puster og råber og synger i. I går var det Ausu, der løb omkring i skoven med røret."
"Han har en smuk stemme!" sagde Arobanai.
"Det taler man ikke om!" sagde Kidaya. "Kvinder taler ikke derom!"
Men om natten, mens mændene sang, lo Kamaikan og nynnede med på sangene, og tante Asofalinda fortalte: "Engang før i tiden, lyttede molimo’en til kvinderne. Kvinderne sang sangene og løb rundt i skoven sammen med molimo’en. Skoven er god mod os og passer på sine børn. Derfor synger vi sange, for at gøre skoven glad. Men undertiden sover skoven, og så kan der ske slemme ting. Så vækker vi skoven, så henter vi molimo’en, for at skoven kan vågne og ikke forglemmer sine børn i drømme."
"Og hvorfor løber nu mændene med molimo’en?"
"Åh, mænd. De ved altid bedre besked om alting. De siger, at de er de dygtige jægere, der ved, hvordan man får bugt med skovens dyr."
Og Kamaikan smilte gådefuldt og sagde, at Arobanai skulle vente og se.
På molimo’ens femte nat kom Kelemoke ind til hende i hytten. Arobanai blev meget forbløffet. "Hvis du ikke synger med mændene, vil Det store Dyr fra Skoven æde dig!" sagde hun og prikkede ham med en finger i siden.
Kelemoke lo sagte. "Hvorfor skulle det dog æde mig? Din mor og tante sover, din far synger, hvilket bedre tidspunkt kan der være til kærlighed? Hvorfor skulle Dyret fra Skoven dog æde mig, når vi blot gør det, som alle gør?"
Hver anden eller tredje nat fandt Kelemoke en anledning til at snige sig bort fra kumamolimo’en. Arobanai listede sig ud af hytten og de mødtes for det meste på bopi’en, børnenes legeplads. Der fnisede og hviskede de med hinanden og legede kærlighedsleg. Det var spændende, netop fordi det var forbudt. En dreng og en pige fra den samme jagtgruppe kunne ikke gifte sig med hinanden. Arobanai vidste allerede, hvem hun ville giftes med, Tumba, en dreng, der jagede med Abiras og Motus gruppe. Men hvorfor kunne hun ikke indtil da fornøje sig med Kelemoke, den bedste jæger blandt de unge mænd, der for længst kunne have haft en kone, hvis han ikke måtte vente, indtil en af hans nære kvindelige slægtninge også blev giftefærdig og, når en pige fra en anden gruppe blev hans, ville blive gift med en mand fra denne piges gruppe. Hvis ikke jægerne ville bytte "søstre", kunne det ske, at en gruppe pludselig stod uden kvinder. Ingen pige ville sige nej til Kelemoke, men hun, Arobanai, var den smukkeste, derfor havde han valgt hende. Ingen havde så flotte bryster som hende og så smækre ben og så rund en bagdel. Når blot månen ville velsigne hende med blodet, så var det tid til at blive gift.
Den næste dag opstod der ophidsede diskussioner og skælden og smælden. Sefu var arriveret, urostifteren. Det var jo ikke, fordi man ikke kunne lide ham, det fiffige vittige hoved. Men hvorfor i alverden havde han opslået sin boplads i halvtreds skridts afstand fra den store boplads? Fem familier var de, som han så sig selv som overhoved for. Hvordan vil fem familier kunne organisere en jagt? "Det vil gå ligesom sidste gang", sagde Asofalinda, Ekiangas søster: "Når han får brug for noget, så hører han til vores boplads, og når han har noget, så er han ‘blot tilfældigvis i nabolaget'". Hun efterabede Sefus’ klynkende måde at tale på. Da latteren var stilnet af, sagde Masisi, der var i familie med Sefu: "Det er godt at have flere jægere og flere net". "Ja, og flere ædedolke!" sagde Asofalinda.
Asofalinda skulle få ret. Sefu gav kun sjældent noget til kumamolimo-kurven, der skulle fyldes hver dag. "Det er ikke min molimo", sagde han om dagen. Men når han havde givet noget, eller snarere, når én fra hans boplads havde givet noget, så kom Sefu og tog for sig af retterne. Når han havde spist sig mæt, sang han lidt og benyttede sig af den først mulige lejlighed til igen at fortrække til sin hytte. "Hvis han ikke tager sig sammen", truede de unge mænd, "vil vi opsøge ham i hans hytte, og hvis vi finder ham sovende, vil vi nagle ham til jorden med vores spyd og så, når han er død for altid, begrave ham under molimo-bålet. Til hans kone vil vi sige, at Dyret fra Skoven har ædt ham, og herefter vil ingen mere tale om ham!"
Men det blev naturligvis kun ved truslerne, og Sefu sagde: "Hvorfor må jeg ikke sove, når jeg er træt? Ingen vil være så hjerteløs at hindre et træt menneske i at sove. Desuden er jeres molimo ikke min molimo. Jeg kommer her blot af venskab, for at ære molimo’en, og man truer mig med spyd!"
Ganske vist blev han ofte om morgenen dadlet af molimo’en. For morgenen var det tidspunkt, hvor molimo’en besøgte bopladsen. Tæt omsluttet af unge mænd, så man ikke kunne se ham, kom molimo’en. De unge mænd løb larmende rundt med ham mellem hytterne, og de der dagen før på en eller anden måde havde gjort noget forkert, fik kærligheden at føle. De unge mænd slog med deres spyd på hytternes tage og ruskede i væggene. Sefus hytte måtte ofte holde for, men også ægtepar der havde skændtes højlydt, jægere som ofte var udeblevet fra jagten, piger der alt for åbenlyst havde flirtet med unge mænd, de var i familie med, blev irettesat på denne facon. Molimo’en gjorde ingen forskel, de der blev irettesat af ham, måtte finde sig i det.
Dagene i Apa Lelo var fornøjelige dage. Arobanai var ofte med på jagt. For det meste blev det allerede aftalt om aftenen, hvor jagten skulle foregå den følgende morgen. De voksne og unge mænd fortalte om de spor, de havde fundet, og afvejede udsigten til at finde vildt de forskellige steder op mod hinanden. Kvinderne gav ligeledes deres mening til kende, frem for alt med henblik på skovens frugter, som de ville samle før og efter jagten. De første unge mænd brød allerede op kort efter solnedgang med deres net og spyd og et glødende stykke brænde, for at tænde jagtilden. Ilden var skovens største gave, og man måtte give ilden tilbage til skoven. Således blev skoven venligt stemt og ville skænke sine børn et godt jagtudbytte. Når jagtilden var tændt, kom også de andre jægere, og også kvinder og børn kom ind i skoven på jagt efter svampe og bær og fulgte bestemte lianer, indtil de fandt deres rødder, som var søde og velsmagende.
En morgen, hvor jægerne var
forsamlede, var Sefu der ikke. Han var vel brudt op fra bopladsen, men
var ikke kommet forbi jagtilden. Folk rystede på hovedet, og nogle
mente, at Sefu måske havde tændt sin egen jagtild. Nej, råbte alle de
andre, ikke engang Sefu kunne finde på noget sådant. Da man kom til det
sted, hvor man først ville udspænde nettene, var Sefu der allerede,
havde tændt ild og spiste ristede skovbananer. Ekianga og et par andre
mænd foretog en lille rekognoscerings-
Da de nåede frem til jægerne, var Kelemoke allerede i færd med at partere antilopen. Hans mor fyldte sin kurv med de bedste stykker. Rundt om dem stimlede de andre kvinder sammen: "Min mand har lånt dig sit spyd!" - "Vi har foræret dine søstre noget lever, da de var sultne og jeres far ikke var hjemme!" - "Min og din far har altid gået på jagt sammen!" råbte de. Kelemoke nød sin rolle og uddelte med store armbevægelser kødet til kvinderne, uden at bekymre sig om deres bønner. Han vidste på forhånd, hvem der skulle have noget.
Sefu kom til og jamrede, at han ikke havde haft nogen jagtlykke. Men ingen gav ham noget. Han henvendte sig så til kvinderne: "I genner med vilje ikke vildtet hen til mit net. Hvorfor jager I det ikke også hen til mig?"
"Hov, du har dine egne kvindfolk, brok dig til dem!"
"Åh dem, de er nogle dovne fæhoveder."
Kvinderne lo bare ad ham og trak på skuldrene.
Kelemoke havde givet Arobanais mor et særligt godt stykke fra dyrets kølle. Arobanai gik nu allerede med kurven fyldt med kød og nødder tilbage til bopladsen. Hun ville vende tilbage, når jægerne udspændte nettene for tredje gang. Hun fulgtes med Kidaya, der spurgte hende ud om Kelemoke, men Arobanai nøjedes med at le og komme med hentydninger. På vejen mødte de gamle Moke, der havde fundet et leopardspor. I lejren fortalte de de andre piger og kvinder om leopardsporet. "Mændene vil få sig en forskrækkelse, når de opdager det!" udbryd de fnisende. Arobanai bøjede sig ned og efterlignede leopardens listende gangart. De andre kvinder dannede en kæde, som var de jægere, der drog gennem skoven i gåsegang. Leoparden angreb dem, og jægerne flygtede skrigende op i træerne.
Efter at have været nær ved at dø af grin, ville Arobanai nu vende tilbage til jægerne i skoven. Men mændene vendte tidligere end ventet tilbage fra jagten, gnavne og nedtrykte. Ingen ville fortælle, hvad der var sket, kun Kelemoke mumlede: "Ham Sefu larmer simpelthen for meget!" Og Kenge sagde, "hidtil har vi altid behandlet ham som en mand, men han er et dyr, og vi burde behandle ham som et dyr." Og han råbte over mod Sefus boplads: "Dyr, dyr!" selv om Sefu endnu ikke var kommet hjem.
Han kom først senere sammen med en gruppe ældre jægere. Uden at sige et ord til nogen, gik han over på sin boplads.
Ekianga og Manyalibo, der var ankommet sidst, satte sig ved molimo-bålet. "Sefu har bragt skam over os alle sammen!" sagde Ekianga, ikke henvendt til nogen bestemt. Og Manyalibo sagde: "Sefu har bragt skam over kumamolimo’en. Vi er nødt til at afbryde kumamolimo’en. Molimo-festen er forbi. Det bedste ville være at finde en ny boplads."
"Alle skal komme herhen", sagde Ekianga, "alle skal komme til kumamolimo’en. Det er en alvorlig sag, som straks må bringes i orden!"
Man samledes, siddende på stole lavet af fire sammenbundne grene eller på brændeknuder, og Kenge råbte endnu engang derover: "Hallo dyr, kom her, dit dyr!" De unge lo, men mændene tog ikke notits af ham.
Sefu kom slentrende, gørende sig umage med at se uskyldig ud. Han så sig omkring, men ingen gjorde plads til ham. Han gik hen til Amabosu, én af de yngste af de unge mænd, og ruskede i hans stol. "Dyr sidder på jorden!" sagde Amabosu.
Sefu var grædefærdig: "Jeg er en gammel jæger og en dygtig jæger. Det er ikke retfærdigt, at alle behandler mig som et dyr".
Slutteligt bad Masisi Amabosu om at rejse sig og overlade sin stol til Sefu.
Derefter rejste Manyalibo sig og begyndte på en lang tale: "Alle ønsker, at denne boplads bliver en god boplads. Og alle ønsker, at denne molimo-fest bliver en god molimo-fest. Men Sefu ødelægger det hele. Bopladsen er ikke længere en god boplads, og festen er ikke længere en god fest. Siden hans datter døde, har han gerne ville have, at vi hentede vores molimo til ham. Men nu, hvor hans mor er død, vil han ikke bidrage med noget til kumamolimo’en."
"Hun var ikke min mor", sagde Sefu trodsig.
"Ikke din mor?" udbrød Ekianga, "hun var mor til alle på denne boplads. Jeg vil håbe, at du snubler i dit spyd og dør som et dyr! Et menneske stjæler ikke kød fra sine brødre, kun et dyr gør noget sådant!" Ekianga truede vredt med sin knyttede næve.
Sefu begyndte at græde. Først nu forstod Arobanai, hvad der var sket. Under den anden jagt havde Sefu placeret sit net foran de andres, og på den måde fanget det første vildt, som klapperne havde opskræmt. Men han var blevet afsløret. Nu forklarede han, at det havde været en misforståelse, han havde tabt de andre jægere af syne og havde ikke kunnet finde dem igen. Kun derfor havde han opstillet sit net, der hvor han nu engang befandt sig.
"Ja, ja", sagde gamle Moke, "det er godt med dig. Du skulle ikke råbe så højt. Vores mor, som lige er død, var ikke din mor. Altså hører du ikke til hos os. Du kan opstille dit net, hvor du vil, og jage, hvor du vil, og placere din boplads, hvor du vil. Vi vil bevæge os langt væk og opslå vores lejr et andet sted, så vi ikke forstyrrer dig."
Herefter måtte Sefu give op. Med sin gruppe på fire familier kunne han ikke organisere en klapjagt. Han undskyldte og sagde, at det virkelig kun havde været en fejltagelse, men han ville da aflevere alt kødet igen.
"Så er alt jo i orden!" sagde Kenge og rejste sig, og de andre rejste sig ligeledes og gik med Sefu til hans boplads. Her bad han brysk sin kone om at udlevere kødet, og de unge gik ind i hytterne for at søge efter kød, som måtte være skjult der. Selv gryderne blev tømt. Sefu begyndte at græde, men alle lo blot ad ham. Han holdt sig for maven og vred sig: "Jeg dør af sult, og det gør min familie også, og alle mine slægtninge vil dø, fordi mine brødre tager al min mad. Jeg dør, fordi ingen viser mig den respekt, jeg har krav på."
Man overlod ham til hans jamren og vendte tilbage til kumamolimo’en. Festen blev igen til en rigtig fest, hvor alle sang og dansede og åd. I baggrunden kunne man høre Sefus’ jeremiader. Kvinderne råbte spydigheder derover og efterabede hans jamren. Men da alle havde spist, fyldte Masisi en kurv med kød og svampesovs, som hans kone havde lavet, og sneg sig bort. Kort tid efter ophørte jeremiaderne.
Om natten, da Arobanai listede ud af sin hytte, for at mødes med Kelemoke, så hun Sefu sidde ved molimo-bålet og synge sammen med mændene. Et barn af skoven som alle andre.
Arobanai havde oplevet det så ofte før. Man skændes, man beklagede sig, man truede hinanden. Men skovens børn havde brug for hinanden. Alene, uden de andre, kunne ingen overleve. Derfor fandt man altid en løsning, en udvej. Den, der havde noget at klage over, stillede sig midt på bopladsen og gav sig til at jamre, bande eller bombastisk tilkendegive sin ærlige mening. Men meget ofte vendte bofællerne, der således blev anmodet om at hjælpe, sig ikke mod den der havde uret, men mod den, der råbte højest. Den gode boplads var en fredelig boplads. En larmende, ufordragelig boplads var også en sulten boplads. Ofte afgjorde alene en fælles højlydt latter et stridsspørgsmål. Men hvis man havde skammet én ud, forsonedes man på ny med vedkommende.
Arobanai huskede dengang hendes tante Kondabate ragede uklar med sin mand. I vrede var hun begyndt at fjerne blade fra taget på sin hytte. Det var hendes ret, da hun jo selv havde bygget hytten. Hendes mand havde forholdt sig tavs. Derfor fortsatte hun med at tage blade ud af taget. Her skulle hendes mand have grebet ind, have standset hende. For hvis kvinden ødelagde hytten, betød det ophør af samlivet. Men Kondabates mand gjorde ingenting, og derfor fjernede hun blad efter blad fra hytten. Tårerne var allerede begyndt at trille, men manden gjorde sig hård. Efter et stykke tid sagde han blot: "Kondabate vil komme til at fryse i nat". Derfor var hun tvunget til at fortsætte med at rive taget af hytten, hvad skulle hun ellers gøre, for hun ønskede ikke at tabe ansigt. Til sidst var der ikke flere blade, og hun begyndte nu grædende at ruste i stængerne. Nu fulgte alle spændte med, for når hun havde revet de sidste stænger op af jorden, måtte hun pakke sin bylt og vende tilbage til sine forældres boplads. Nu var også Kondabates mand grædefærdig, for han elskede hende højt, og ønskede bestemt ingen adskillelse. Men havde han givet efter på dette tidspunkt, ville han i dagevis være nødt til at høre på sine spottelystne venners latter. Alle kunne se, hvordan han spekulerede. Til sidst sagde han stille: "Stængerne behøver du ikke at fjerne, det er kun bladene der er snavsede!"
"Hvad?" udbrød Kondabate forbløffet. Men så forstod hun og tilføjede lettet: "Ja, bladene er fulde af utøj." Og sammen gik de ned til floden, for at vaske bladene. Derefter fastgjorde de igen bladene til hytten.
Aldrig før havde nogen vasket blade. Men Arobanais mor, Kamaikan, tog et par blade fra taget af sin hytte og mumlede: "Det utøj er virkelig en plage!" og gik også ned til floden for at vaske blade, som om det var helt almindeligt. Og endnu nogle dage gik kvinderne med et slet skjult polisk smil ned til floden, og vaskede et par lusebefængte blade.
Dagene gled stille af sted lige som Lelo-floden. Skoven skænkede sin børn nødder og rødder, bær og frugter, svampe og kød. De unge mænd pralede med deres jagtlykke og pjattede med pigerne, de ældre fouragerede i nærheden af bopladsen, men sad for det meste i skyggen og talte om fordums bedrifter. Børnene legede nede ved floden, klatrede i små grupper rundt i de unge træer, indtil de buede og bøjedes ned mod vandet. Så sprang de ned, og den der ikke var hurtig nok, fik en ordentlig rystetur i det hastigt tilbagesvingende træ. Mændene lavede små flitsbuer med sløve pile til de mindre drenge, og så legede de små piger og drenge klapjagt med en træt og afklaret frø. Kvinderne lærte pigerne, hvordan man byggede en lille hytte, og så tilberedte den lille pige med en alvorlig mine en ret bestående af mudder og nødder til sin unge ven, og derefter gik de ind i hytten og legede bolleleg, som de havde set de voksne gøre i virkeligheden. I deres leg afprøvede de alt det, som de engang som voksne skulle kunne, og gradvist blev legen til alvor. Børnene kaldte alle de voksne for enten far eller mor, alle de ældre for enten bedstefar eller bedstemor, og hele tiden var der nogen, der lod dem jagte sig som en bøffel eller sprang ind på dem som en leopard fra sit skjul og under megen kilden og latter åd dem.
Imens mindede pælen, med den altid fyldte madkurv ved siden af bålet midt på bopladsen, hver dag om, at der afholdtes en stor fest, hvor skoven selv var indbudt, så den ikke glemte sine børn, men ville more sig sammen med dem.
Under disse dage blev Kidaya velsignet med blodet. Stolt betroede hun sig til sine veninder. Og blot få dage efter var det så Arobanais tur. Nu ville der ud over molimo’en også blive fejret en elima-fest. Tante Kondabate byggede en ekstra kuppel til sin hytte. Her flyttede nu pigerne ind med deres veninder. Her lærte Kondabate dem nogle nye sange, sange som kun kvinderne sang.
Og der kom gæster. Et ældre ægtepar, som ellers tilhørte en jagtgruppe nordpå, som det fortælles. Først boede de hos Sefu, hvor manden havde slægtninge. Derefter flyttede de til hovedlejren. Gamle Moke bød dem respektfuldt velkommen. Den ældre kvinde gik straks til Kondabates hytte. Her modtog også Kondabate hende meget ærbødigt. Pigerne sendte hende frygtsomme blikke. Den gamle faldt på knæ og sang og øvede med pigerne. Men hun sang ikke kvindernes sange, elima’ens sange, hun sang molimo’ens sange, som ellers var forbeholdt mændene. Det forskrækkede pigerne, men Kondabate nikkede alvorligt og begyndte at synge med på sangene. Frygtsomme begyndte også pigerne at synge.
Denne aften hang der ikke én, men fire kurve fyldt med mad på kumamolimo-pladsen. Manyalibo hentede i hver hytte et glødende stykke brænde til molimo-bålet. Mændene og de store drenge var spændte og nervøse, da de begyndte at synge. Så kom pigerne ud af elima-hytten, anført af den gamle. Den gamle tog nogle brændestykker fra molimo-bålet og tændte et nyt bål ved siden af. Herom grupperede kvinderne sig. Pigerne, som havde malet sig med gardenia-frugtens sorte farve, dansede i en lang række, og kvinderne sang stadig højere og kraftigere molimo-sangene. Denne aften førte kvinderne an i sangen, og mændene sang blot med. Den gamle nordfra sad ved det bål, som hun havde antændt, og stirrede med et fast blik ind i flammerne. Overfor hende sad Kondabate, den smukke Kondabate. Som tryllebundet af den gamles blik stirrede også hun ubevægeligt ind i flammerne. Så begyndte den gamle langsomt at lave dansebevægelser med hænderne. Hendes tynde, udtørrede fingre udspilede og krummede sig, hendes benede arme for omkring og baskede i alle retninger, som levede de deres eget liv. Men så rejste hun sig og begyndte at danse. Hun dansede omkring mændenes bål, medens mændene sang uden at se på hende. De sang højere og højere, hun dansede vildere og vildere. Hun sprang ind i ilden og dansede i flammerne, derefter begyndte hun at splitte bålet ad med fødderne. Med voldsomme spark spredte hun brændende træstykker i alle retninger, og mændene var nødt til at springe til side. Gamle Moke rejste sig og samlede bålet igen, men på ny splittede den gamle det. På denne måde huskede hun tre gange mændene på, at det var kvinderne, der havde tæmmet og passet ilden, at det afhang af kvinderne, om ilden brændte ud eller blev ved at brænde, om livet ophørte eller gik videre. Så greb den gamle et liantov og lagde det som en løkke om halsen på mændene, en efter en. Den, der fik løkken lagt om halsen, tav pludseligt, og da den sidste mand var fastbundet, ebbede sangen ud. En tid var der helt stille, i stilheden hørtes kun skovens stemmer. Så sagde gamle Moke: "Det er sandt, vi er fanger. Vi er fastbundne og kan ikke komme fri. Vi må give noget for igen at blive sluppet fri." Ekianga sagde: "Vi må give noget kød fra en antilope, for igen at blive sluppet fri." Manyalibo sagde: "Lad os også give et skind fra et desmerdyr". Mændene nikkede. Så løsnede den gamle løkkerne, og de befriede begyndte atter at synge.
Om morgenen var den gamle og hendes mand borte.
Der kom andre gæster. Unge mænd fra grupper, hvis jagtområder lå mange dagsrejser væk. Nyheden om elima-festen havde hurtigt spredt sig. Overalt i skoven, hvor jægerne stødte på jægere fra andre grupper, blev der snakket og sladret, udvekslet nyt om slægtninge, talt om jagtlykken og dygtige jægeres heltegerninger blev gjort endnu større.
De unge mænd sluttede sig til Apa Lelos jægere. De fleste af dem havde tanter og onkler eller fjernere slægtninge i gruppen, hos hvem de søgte husly, ellers hang de ud i ungkarlehytterne. Deres mål var, om aftenen at trænge ind i elima-hytten. Men pigernes mødre holdt øje med hytten og kastede sten og glødende brændestykker efter belejrerne.
Undertiden brød pigerne ud, malet med hvidt ler og bevæbnet med lange, flettede piske. De stormede gennem lejren, og dem de syntes om, piskede de med deres piske. Undertiden piskede de også de voksne og ældre mænd, men det var i sjov, som et venligt tribut til deres køn. Men når de piskede en giftefærdig yngling, forpligtede det. Den berørte måtte besøge den pige, som havde pisket ham, i elima-hytten.
Tumba, som Arobanai i sit stille sind havde udvalgt sig, lod ikke til at være i Apa Lelo. Derfor besluttede Arobanai og hendes veninder at foretage et udfald. En tidlig morgen brød de ud, med bryster og bagdele udsmykket med hvide mønstre, og løb, følgende antilope- og elefantspor, mod vest med store lydløse fjed, indtil de sent på eftermiddagen nåede den boplads, hvor Tumbas gruppe opholdt sig. Under skrig og skrål overfaldt de den sovende boplads, jagende mændene rundt om hytterne. Mændene og de halvvoksne drenge forsvarede sig tappert, løb hen til affaldsbunkerne bag hytterne og kastede, hvad de der kunne få fat på, efter de aggressive piger. Omsider fik Arobanai øje på sin udkårne. Han skød med sin bue tørre bananskræller efter pigerne. Men han måtte give fortabt overfor de ni stridslystne sirener. Arobanai lagde ikke fingrene imellem.
Den femte dag kom han endelig til elima-hytten. Han udkæmpede en tapper kamp med mødrene for at få adgang, men da det lykkedes for ham, havde han gjort sin pligt. Han kunne så enten hellige sig Arobanai, gå sin vej igen eller vælge en af de andre piger. Og det sidste var netop hvad fyren gjorde. Han pjankede med Kidaya, og da natten faldt på, kunne Arobanai kun alt for godt høre, hvad de to foretog sig. Så besluttede hun at bønhøre Aberi, som allerede den første dag havde kæmpet sig adgang til elima-hytten, og siden med alle midler havde forsøgt at vinde hende. Hun ville gøre det samme med ham, som Tumba og Kidaya gjorde med hinanden, og hvis hun kunne lide det, ville hun bede ham om at fange en antilope til hendes forældre og i sin gruppe vælge en søster, som kunne gifte sig med en af hendes brødre. Og hvis hun ikke brød sig om det – var der nok af smukke unge mænd derude, dygtige jægere, som pralede med, at de ville skænke deres kommende bruds forældre ikke én, men to antiloper, eller bedre én eller endog to elefanter. Livet var skønt. Skoven drog omsorg for sine sønner og døtre, den gav dem ikke blot kød og frugter at spise og rent vand at drikke, men gav dem også ilden og evnen til at nyde kærlighedens gave.
"Rundt om os er mørket", hviskede Arobanai,
"men når der findes mørke,
er mørket godt."
Så lagde hun sig hos Aneri på hans bladmåtte og begyndte at kilde ham. Han fniste og greb efter hende.
Her er jeg. Jeg danser. I en lang række danser vi, pyntet til ære for guddommen. Snart vil vi være hos Huitzilopochtli, snart vil vi slå følge med solen på himlen. Vi var krigere, nu er vi fanger. I en lang række danser vi, og derhenne står offerpræsterne. I en lang række danser vi, og den ene efter den anden falder som offer for guderne. Snart vil de også støde den sorte stenkniv i brystet på mig, mit blod vil strømme ud over offerstenen, og de vil rive mit hjerte ud. Mit blod nærer guderne. Mit blod nærer Huitzilopochtli, solen.
Jeg danser. De har givet mig en pulque-drik, nu er jeg rolig og danser. Først var jeg ked af, at det ikke var mig, der tog en fjende til fange. Men nu er jeg rolig: Ved min hjælp bliver jorden reddet, mit offer vil forsone guderne, så de ikke udsletter jorden. Jeg vil stige op til Huitzilopochtli, jeg vil slå følge med ham på himlen. Og derefter vil jeg blive forvandlet til en kolibri, som alle tapre krigere, der er faldet i kamp, blev kampens ofre, og vil flyve fra blomst til blomst og altid være glad, så længe jorden består.
Sådan har det altid været, og sådan skal det være.
Jeg danser, og kommer stadig tættere på offerstenen. Jeg danser, og mens jeg danser, tænker jeg tilbage:
Jeg blev født dag 1 i måneden Ozelot, og sådan har skæbnen tiltænkt mig en død som krigsfange. Dengang jeg kom til verden, sagde jordemoderen: "Elskede søn, du skal vide, at dette hus ikke er dit hjem, thi du er en kriger, du er en Quecholli-fugl, og det hus, i hvilket du kom til verden, er kun din rede. Du er bestemt til at fryde solen med din fjendes blod og nære jorden med hans legeme." Sådan blev alle drenge hilst og budt velkommen. Havde jeg været en pige, havde hun sagt: "Du skal forblive i huset, ligesom hjertet i kroppen. Du må ikke forlade huset, du skal være som asken i ildstedet". Ved min fødsel blev der holdt mange taler, slægtninge og venner kom, og spåmanden blev bedt om at forudsige min skæbne. Han bestemte min dåbsdag, og på denne dag blev jeg stænket med vand mange gange, og jordemoderen sagde disse ord: "Tag dette, drik, thi af vand skal du leve på denne jord, af vand vokser og trives du; vandet giver os, hvad vi behøver for at leve." Derefter valgte hun navnet Citlalcoatl til mig, det betyder Stjerneslange.
I otte år boede jeg i min faders hus. Så snart jeg kunne gå og tale, måtte jeg hente vand og brænde og følge med min far til markedspladsen. Senere lærte jeg at fiske og sejle, mens mine søstre lærte at spinde og væve, fejede i huset og malede majs på kværnstenen.
Da jeg fyldte otte år satte min fader mig i Calmecac’en, i tempelskolen, og ikke i den almindelige krigerskole. "Hør her min søn", sagde han til mig, "du vil hverken høste ære eller vinde respekt. Du vil blive forsømt, foragtet og fornedret, og hver dag skal du indsamle agavens torne, som en bodshandling. Du skal stikke dig på tornene og give dit blod som offer, og om natten vil du blive vækket, for at tage bad i det kolde vand. Hærd din krop i kulden, og når så fastetiden kommer, bryder den ikke sammen, men efterlader dig upåvirket af fasten og bodshandlingerne."
I tempelskolen lærte jeg at blive en mand. Ofre og selvfornægtelse var hvad der blev krævet af os. Om natten måtte vi i bjergene brænde røgelse og ofre vores blod til guderne. Om dagen måtte vi arbejde hårdt på templets marker. Den mindste forseelse blev straffet hårdt. Undertiden græd jeg og tænkte, hvor er det svært at være kriger og mand. Men med tiden blev jeg stærkere. Og jeg kom til at foragte de drenge, der gik i den almindelige krigerskole. De måtte kløve brænde og holde vandgravene og kanalerne rene og pløje de fælles marker. Men ved solnedgang gik de alle hen til Cuicacalco’en, synge-og-danse-huset, og sang lige indtil midnat og lå med piger, som de ikke var gift med. De omgikkes kun med krigere, hvis bedrifter de beundrede og ønskede at efterligne. Om de højere materier, om videnskab, kunst og gudsdyrkelse vidste de intet.
Vi elever fra Calmecac’en var bestemt til større ting, vi kunne bliver præster eller embedsmænd. I tempelskolen lærte jeg selvbeherskelse og strenghed. Men også at tale og hilse pænt lærte jeg, den skik og brug, som er kutyme ved kejserens hof, den korrekte omgangstone blandt embedsmænd og dommere. Jeg lærte også stjernekundskab og drømmetydning, at beregne året og bruge spådomskalenderen. Jeg lærte at male tegnene og billederne for tal og navne, og at tyde vore forfædres bøger. Og jeg lærte vort folks hellige kvad, de sange der synges til ære for guderne, og de sange der fortæller om aztekernes historie. For vi er et stort og mægtigt folk, og alle andre folk på jorden frygter os.
I sin tid forlod vi Aztlan, vores første hjemland, efter hvilket vi kaldes aztekere. Legenderne fortæller, at Aztlan var omgivet af vand, og at vi dengang var fiskere. I begyndelsen var vi fattige, gik klædt i skind og havde kun pile og buer og kastetræ i stedet for spyd. Vi var ikke bedre end de skovmennesker, der bor nord for vores imperium.
Fire præster var vores lærere, de gik med et sivskrin. I det var vores gud, Huitzilopochtli, der talte til dem, og fortalte dem, hvad vi skulle lave. Efter at vi havde forladt Aztlan, ønskede vores gud, at vi fra nu af skulle kalde os "månefolket", mexicaerne.
Når vi fandt et velegnet sted, blev vi der måske i et par år. Vi såede majs, men ikke altid blev vi der længe nok til også at høste den. For det meste ernærede vi os ved at jage hjorte og rådyr, kaniner, fugle og slanger, og af det der voksede på jorden.
Og vores gud spåede om os: "Vi ville slå os ned og blive fastboende, og ville erobre alle folkeslag på jorden; og sandelig siger jeg eder, jeg vil gøre jer til herrer og konger overalt på jorden; og I skal herske og få utallige lensfolk, som betaler tribut til jer og vil skænke jer talrige og meget kostbare ædelstene, og dertil guld, fjer fra Quetzal-fuglen, smaragder, koraller, ametyster, og I vil smykke jer dermed. I vil også få mange slags fjer og kakaobønner og bomuld i mange farver. Alt det vil I opleve!"
Mange fortæller, at Huitzilopochtli ikke altid har været vores gud. Vores stamme bestod af syv klaner, og hver klan klarede deres egne anliggender og valgte deres eget overhoved. Og således beretter de, at hver af vores syv klaner havde deres egen gud. Dog var Huitzilopochtli, solguden og krigsguden, den højeste blandt dem.
Vi kom gennem mange lande, nogle var øde og ubeboede, andre var beboede, så vi måtte slås med beboerne. Mange steder blev vi i længere tid og byggede der et tempel til vores gud. Men stadig drev udlængslen os af sted. Ofte måtte vi efterlade vores gamle, når vi drog videre. Undertiden var der også grupper der skilte sig ud fra vores stamme og valgte at gå i en anden retning. I stedet sluttede andre sig til os, jægere der aldrig før havde boet i landsbyer.
Omsider kom vi til det smukke land mellem bjergene, som i dag bærer vores navn, navnet Mexica. Højt hævet over de to have ligget det, beskyttet og omkranset af bjerge. Altid er det forår heroppe, kun sjældent har vi frostvejr, og selvom det er varmt om sommeren, er nætterne alligevel kølige. Kilder i bjergene forsyner landet med vand, og i bunden af dalene er der fem svalende indsøer, omgivet af landsbyer og byer.
Her lå der i sin tid et mægtigt imperium, riget i Tula, guden Quetzalcoatls by. Men Quetzalcoatl, kunstguden og kalenderguden, forlod sin by og riget gik i opløsning. Landsbyerne og byerne ved lagunerne var små, og de havde ingen fælles hersker. Hvert folk levede deres eget liv i deres by, med egne skikke og egne guder.
Vi slog os ned på et sted kaldet Græshoppehøjen, Chapultepec. Her valgte vi for første gang et suverænt overhoved for hele stammen. For vi lå alt for ofte i krig med vores naboer, og havde brug for en høvding med forstand på krig. Vores naboer blev urolige, da vi bosatte os og efterhånden blev mange, og overfaldt os. Vi forsvarede os godt, men fordi de var for stærke, blev vi fordrevet. Vores overhoved blev taget til fange og ofret, og vi måtte underkaste os vores naboer.
Herskeren i Colhuacan anviste os et sted beliggende to timers gang fra deres by, hvor det vrimlede med slanger. Der skulle vi bo, thi de var bange for os, og ville ikke have os boende i nærheden. Men vi indfangede slangerne, stegte og spiste dem, thi vi var på vores lange vandring blevet vant til at skulle tackle ubehageligheder, og derfor kaldte de os Slangespiserne. Men de fik respekt for os, fordi vi overlevede, hvor ingen tidligere havde overlevet. Således kunne vi snart begynde at handle med dem, de giftede sig med vores døtre og vi med deres og kom dermed i familie med hinanden. Dengang de lå i krig med deres nabo, bad de os om hjælp, og vi fremstillede våben og reddede dem. Men da de så, hvor dygtige krigere vi var, blev de bange og belønnede os ikke for det. Derfor gik vi i krig med dem.
Vi måtte flygte, og kom til Acatzintlansøen. Her lavede vi flåder af vores skjolde og spyd og sejlede over vandet til en lille ø i søen.
Her åbenbarede Huitzilopochtli sig for en af sine præster, og sagde til ham, at vi skulle lede efter en figenkaktus, hvorpå der ville sidde en ørn. Dette sted skulle kaldes "Kaktusfrugtens Sted", Tenochtitlan, og der skulle vi anlægge en by. Vi søgte og fandt ørnen siddende på kaktussen, og den bed i en rød kaktusfrugt, ligesom solen får næring af krigerens hjerte. Så gravede vi græstørv op af jorden, og lavede en høj af dem, hvorpå vi opførte et helligt hus af siv til Huitzilopochtli.
"Her", således talte Huitzilopochtli til os, "her vil vi gøre os til herrer over alle andre folk, over deres besiddelser, over deres sønner og døtre. Her vil de tjene os og betale tribut til os; på dette sted skal den berømte by bygges, der er bestemt til at blive dronning og herskerinde over alle andre byer – hvor vi engang vil modtage alle de konger og fyrster, der kommer for at hylde den mægtige stad.
Sådan havde vi atter slået os ned et sted, der var omgivet af vand, ligesom vores gamle hjemland Aztlan.
Som vi havde haft for vane helt fra gammel tid, delte vi byen efter det hellige tal fire. Staden havde fire bydele, og hver bydel var opdelt i distrikter, kaldet Calpolli’er. Hver Calpolli tilhørte en bestemt klan og havde sit eget tempel til deres klangud. Jorden tilhørte hele klanen, og blev kun lejet ud til de enkelte familier.
Fugle og fisk var der rigeligt af. Men da pladsen var trang, anlagde vi haver ude i vandet. Vi flettede måtter af siv, og mellem måtterne sammendyngede vi vandplanter og dynd, indtil de stak op af vandet. Herefter kunne vi plante bønner og majs ovenpå dem.
Efter nogle år opstod der stridigheder, og en del af stammen brød op, og grundlagde byen Tlatelolco på en ø i nærheden.
Således levede vi mellem rør og siv på vores ø, og havde hverken træ eller sten. Siden vores opbrud fra Aztlan var der nu forløbet 200 år.
Vi underkastede os ingen, selv om vores by grænsede op til tre andre områder, tepanekernes, acolhuaernes og colhuacan-folkets, som alle havde bosat sig ved søen. Vi besøgte deres markeder og handlede med dem. Vi solgte dem fisk, frøer og andre dyr der lever i vandet, og de solgte os træ og sten til vores huse og tempel.
Da vores overhoved og ypperstepræst Tenoch døde, bad vi herskeren i Colhuacan om at sende os en leder. For mexicaerne var ringeagtede og uden betydning, og vi mente, det ville give os en højere status at få en søn af en stor fyrste som leder. Vi bad ham give os Acamapichtli, der var søn af en mexicaner og en colhua-prinsesse, som leder. Men han var også i familie med acolhuaerne. Og Tlatelolco valgte en søn af tepanekernes høvding til leder, og således havde vi familiebånd til alle nationerne omkring søen. Acamapichtlis regeringstid var fredelig, han lod bygge huse, overrislede haver og kanaler.
Af alle folkeslag ved søen var tepanekerne de mægtigste. De førte krig mod andre byer, og når de havde besejret dem, afkrævede de dem tribut. Da de stadig blev mægtigere, måtte også vi betale tribut til dem og gå i krig sammen med dem, når de ønskede det.
Da vores hersker Acamapichtli døde, valgte vores overhoved hans søn Huitzilihuitl, kolibrifjer, som efterfølger, og han blev gift med en enke efter tepanekernes hersker. Således blev vores situation forbedret, og tepanekerne blev nødt til at respektere os. Huitzilihuitl lå i krig med de sydlige lande, hvor der var masser af bomuld. Således fik mexicaerne de første bomuldsklæder, for hidtil havde de kun haft det grove stof lavet af agaveplantens fibre. Siden erobrede han Cuauhtinchan, Chalco, Otumba, Tulancingo og også andre byer. Han indledte også krigen mod Texcoco.
Hans søn var Chimalpopoca, der blev valgt til hersker efter ham. Han afsluttede krigen mod Texcoco og erobrede byen. Tepanekernes hersker overgav byen i mexicaernes hænder og de måtte betale tribut til os. Men stadig væk måtte også vi betale tribut til tepanekerne.
Men da tepanekernes hersker døde, ville vi ikke længere være undersåtter. Vores by var vokset, og vi boede ikke længere i hytter, men havde bygget huse af sten. Vi ønskede ikke længere at tjene tepanekerne. Ganske vist frygtede småfolkene, bønderne, krigen. Thi de kendte tepanekernes styrke. Derfor sagde de øverste – herskerens familie, præsterne og krigernes ledere -: "Hvis vi ikke går sejrende ud af denne krig, så overgiver vi magten i jeres hænder. I kan så hævne jer på os ved at sætte os i snavsede bure og vise os frem." Hertil svarede folket: "Og vi lover at tjene jer og arbejde for jer, at bygge jeres huse og anerkende jer som vores retmæssige herrer, såfremt I skulle vinde denne krig.".
Vi allierede os så med dem fra Texcoco, som vi tidligere havde været i krig med, og kæmpede mod tepanekerne. I 114 dage belejrede vi deres by. Derefter erobrede vi den. Deres hersker Maxtla blev ofret og hans hjerte revet ud. Derefter blev han begravet, som det sømmer sig for en hersker.
Nu havde mexicaerne erobret mange landområder. Disse områder blev herefter fordelt. Og ifølge aftalen mellem de øverste og folket, fik herskeren og de øverste hovedparten af jorden, mens klanerne fik meget lidt, kun lige så meget, at de kunne opretholde deres templer. Men nogle hævdede, at denne aftale mellem folket og de øverste aldrig var blevet indgået, men at det var noget de øverste havde fundet på. Folket sagde, at det var uretfærdigt, og at al jord tidligere havde tilhørt hele stammen, og at alle havde de samme rettigheder. Men kunne de sætte sig til modværge? Krigerne havde vundet krigen og gjort imperiet større. Men hvem skulle have magten? Bønderne, som fremdrog en smule majs af jorden? Eller krigerne, der gjorde riget større, og fik andre folkeslag til at betale pligttribut, og som sørgede for at der hele tiden var fanger, der kunne blive ofret ved festerne, så guderne ikke blev vrede og ikke lod verden gå under?
Dengang vi endnu vandrede omkring og var fattige og ringeagtede, da var vi ganske rigtigt alle lige. Enhver var både kriger og bonde på samme tid. Men hvordan kan man føre krige og erobre byer, hvis alle taler i munden på hinanden, og alle vil give gode råd? Og skal måske også præsterne, dommerne, embedsmændene gå rundt og grave i jorden? Hvordan skal de så kunne passe deres embeder?
Nej, det er et retfærdigt samfund:
alle unge mænd skal gøre krigstjeneste. Når drengen fylder ti år,
klipper man hans hår, så der kun er en enkelt hårdusk tilbage i nakken.
Når han tager sin første fange, også selvom det er med hjælp fra
kammerater, må han skære hårdusken af. Han er nu en Iyac. Men først den,
der på egen hånd tager fire fjendtlige krigere til fange, bliver en
Tequia. Og står måske ikke alle embeder og æreshverv åben for en Tequia?
En Tequia får en del af de skatter, som herskeren inddriver, han må
bære fjer og læderarm-
Men den der udmærker sig som kriger og som embedsmand bliver belønnet med klæder, smykker og jord. De øvrige må arbejde for ham og fylde hans lagerhuse med majs.
Vi er blevet et stort og rigt folk. På markedet er der majs, grøntsager, fjerkræ, kvinder tilbereder på små bål mange slags madretter, som man kan købe af dem, handlende tilbyder klæder, fodtøj, drikkevarer, skind, køkkengrejer, tovværk, piber og alle slags værktøj. Fiskerne kommer til byen med fisk, snegle og krebs fra søen. Vores købmænd kommer med grøn jade og smaragd, skildpaddeskjolde og jaguarskind, rav og papegøjefjer fra fjerntliggende egne. Byerne, som vi har erobret, betaler hvert år 52.000 tons fødevarer som tribut til os, karavanerne af bærere er uendelige. 123.000 bomuldsklæder skal de tributpligtige give os, og 33.000 bundter fjer. Provinsen Yoaltepec sender os årligt fyrre fingertykke guldringe, Tlachquiauco må aflevere tyve græskarflasker med guldstøv. Fra Xilotepec kommer der hvert år 16.000 kvindedragter, 16.000 mandedragter, to krigerdragter med skjold og hovedprydelse og fire levende ørne. Fra Tochpan kommer der peber, fra Tochtepec kommer der gummi og kakaobønner. Provinserne sender os majs, sædekorn, kakaobønner, honning, salt, peber, tobak, møbler og køkkengrejer. De må transportere guld fra sydkysten, turkis og jade fra østkysten. Huaxtepec leverer papir, Cihuautlán muslinger.
Har vi måske ikke samlet mange byer i ét stort imperium? Vores stenslibere, som laver smykker ud af de ædle stene, er de måske ikke fra Xochimilco? Og fjerbinderne, der laver de pragtfulde hovedprydninger, er de måske ikke fra Amantlan? Har vi måske ikke besejret dem og ladet deres huse blive bytte for flammerne? Guldsmedene derimod stammer fra det fjerne Syden.
Vores kejser Moctezuma omgiver sig i sit palads med 3000 hoftjenere, for slet ikke at tale om alle hans ørne, slanger og jaguarer, som hver dag sætter 500 kalkuner til livs. I måneden Uey Tecuihuitl, når de fattige har opspist deres forråd, åbner kejseren sine lagre og lader uddele mad og drikke til folket. Der bor 700.000 mennesker i byen Mexico-Tenochtitlan, Vi har befæstet øerne, bygget dæmninger i vandet, anlagt broer over kanalerne, vi har bygget templer og paladser og en akvædukt, der leder drikkevand fra Chapultepec ind i hovedstaden. Når kejseren lader bygge et nyt tempel, leverer byerne ham sten og kalk. Tusinde arbejdere må kejseren forsørge, mens de opfører templet til guderne. Vores kejser har ladet anlægge haver og indrettet bade, og hentet dyr og planter fra hele imperiet. Når kejseren fejrer en højtid, indbyder han herskerne fra de fjendtlige byer, og forærer dem smykker og kostbare klæder. Hvem andre er så rige og så mægtige som os, mexicaerne? Dengang vores kejser Ahuitzotl nedkæmpede huaxtekernes oprør, blev der festet i mange uger. Alene ofringen af de tilfangetagne varede fire dage! Intet folk er større, intet folk er stærkere end vores!
Men:
Som det fortælles, er vores hjem ikke her,
dog er vi her for at dvæle en stund.
Oh, jeg må de smukke blomster forlade,
Jeg skal derned for at søge efter det hinsidige.
Oh, i et kort øjeblik blev mit hjerte så træt:
de smukke sange
har vi kun til låns.
Guderne har brug for ofre. Vi må nære guderne med ofringer, så de ikke lader jorden gå under. Jeg danser. Trommerne dunker, fløjterne sukker, jeg danser. Stadig hurtigere, danser jeg, stadig vildere. Snart vil jeg være hos Huitzilopochtli. Nej, jeg er selv Huitzilopochtli, er jeg måske ikke iført hans klædedragt, er jeg ikke klædt ligesom han? Der står præsten med den sorte stenkniv. Nu er det min tur.
Hvor mange mennesker er sammen, sker der altid ting, som ingen har forudset eller planlagt. Ja, der kan endda ske ting, som ingen har ønsket sig. Og alligevel er det menneskene selv, som gør disse ting. Lyder det utroligt?
Så tænk blot på køen på vores motorveje. Har nogen ønsket sig denne kø? Er der nogen der bryder sig om at stå og svede ude på en varm og støvet motorvej? Nej, naturligvis ikke. Alle ønsker blot hurtigst muligt at komme et eller andet sted hen. Og netop derfor sidder de så alle fast i køen. Og det regelmæssigt og om og om igen.
Engang hvor hr. Balaban sad sammen med nogle af sine venner, sagde en af dem: "Vi er jo alle nogle fattige stakler. Vi burde danne en forening, så vi kan hjælpe hinanden."
"Forskån mig for foreninger", sagde en anden. "Hvis enhver blot sørger for, at det går ham selv godt, så vil det også gå de andre godt."
Vennerne diskuterede så lidt frem og tilbage, om det var rigtigt, hvad den sidste havde sagt. Derefter spurgte de hr. Balaban om hans mening.
"Undertiden er det rigtig nok, tror jeg. Hvis to mænd går ind i en nøddelund for at samle nødder, og de er lige gode til det, så er det vel bedst, hvis hver af dem samler til sig selv. For hvis hver af dem samler til den anden, så ville begge måske tænke: ‘Nej, hvorfor skulle jeg slide sådan i det. Hvor megen umage jeg end gør mig, får jeg jo alligevel kun de nødder, som min makker har samlet.’ Og således vil begge måske gøre sig mindre umage, end hvis hver af dem havde samlet til sig selv, og de vil begge få færre nødder. Men ofte er menneskers skæbner så tæt forbundet med hinanden, at hver især søger at opnå en fordel og derved forringer chancerne for alle."
"Hvordan kan det dog være?" spurgte vennerne.
Da bad hr. Balaban dem løse følgende gåde:
"I Samarkand fangede man engang to tyve, der havde stjålet en gås. Timur Lenk spærrede dem inde i hver deres celle, så de ikke kunne tale med hinanden. Derefter gik han ind til den ene af dem og sagde: ‘Hør her, I har stjålet en gås, for det tildeles I 20 stokkeslag. Det er ikke behageligt, men man overlever det. Nu er jeg imidlertid helt sikker på, at I ikke kun har stjålet denne gås, men også to sølvfade fra mit palads. For det kan jeg lade jer henrette. Der er blot én hage ved det for mig: Jeg ville ikke få mine sølvfad tilbage igen. Jeg kunne lægge jer på pinebænken og fremtvinge en tilståelse, men jeg har tænkt mig at gøre noget andet. Hør nu godt efter: Hvis du tilstår tyveriet af fadene og fortæller, hvor I har gemt dem, lader jeg kun din medskyldige henrette, og vil lade dig gå. Ganske vist vil jeg stille ham overfor det samme valg. Hvis han tilstår, og du ikke gør det, så lader jeg ham gå, og du bliver henrettet. Der kan naturligvis også ske det, at I begge to tilstår. I så fald kan jeg naturligvis ikke lade nogen af jer gå. Men jeg ville så vise mig nådig og blot lade den højre hånd hugge af på jer begge.’
‘Og hvad hvis ingen af os tilstår?’, spurgte fangen, som i øvrigt ganske rigtigt også havde stjålet fadene sammen med sin medskyldige.
‘Nuvel’, sagde Timur, ‘så ville det blive ved de 20 stokkeslag for den stjålne gås.’
"Hvad synes I", spurgte hr. Balaban sine venner, "at fangerne skulle gøre?"
"Og de har ingen mulighed for at komme til at tale sammen?"
"Nej", sagde hr. Balaban, "Timur havde sørget for, at de på ingen måde kunne komme til at tale sammen."
"Han skal lade være med at sige noget og stole på, at hans kammerat heller ikke siger noget", var der en der foreslog.
"Hvordan kan han tillade sig at stole på det", sagde en anden. "Det er da helt sikkert, at hans kammerat vil tilstå."
"Hvorfor det?"
"Fordi det under alle omstændigheder vil være en fordel for kammeraten at tilstå. Hør her, lad os kalde dem Ahmed og Bülent. Altså: Hvis Ahmed tilstår, er det en fordel for Bülent også at tilstå, ellers bliver han henrettet. Hvis Ahmed ikke tilstår, er det også en fordel for Bülent at tilstå, for så bliver han løsladt. Altså ved Ahmed, at Bülent vil tilstå. Derfor vil også Ahmed tilstå, for ellers bliver han henrettet. Og skulle der ske det, at Bülent ikke tilstår, så meget desto bedre for Ahmed, for så bliver han løsladt."
"Ja, men resultatet bliver så, at de begge får hugget hånden af. Se det i lyset af, at de jo begge kunne være sluppet fra det med 20 stokkeslag."
På denne måde forløb diskussionen i flere timer, uden at de kunne komme til et andet resultat.
"Og det var netop det, jeg ville frem til", sagde hr. Balaban. "Idet de hver især søger at opnå en fordel, forringer de chancerne for begge."
"Men hvad mener du ellers de kunne have gjort?"
"De skulle have talt sammen og lovet hinanden ikke at sige noget", sagde hr. Balaban.
"Men du sagde jo, at de ikke kunne komme til at tale med hinanden!"
"De kunne have bestukket en af vagterne til at løbe frem og tilbage med små sedler eller meddelelser. For min skyld kunne de have bundet en seddel fast i halen på en mus eller fået en dresseret papegøje til at flyve frem og tilbage mellem cellerne. De skulle have forsøgt alt muligt, for at komme i forbindelse med hinanden, for hvis mennesker ikke er i stand til at tale med hinanden, vil det blive ved med at være sådan, at de søger at opnå en egen fordel og derved forringer chancerne for alle."
På grundlag af vores observationer under ca. 10.000 omdrejninger af planeten Yer, må vi kraftigt fraråde at optage denne planet og dens beboere i De forenede Solsystemer.
På Yer bor der nogle skabninger, der anser sig selv for at være intelligente og som i løbet af den sidste million omdrejninger har formeret sig kraftigt og har spredt sig ud over planeten, de såkaldte Ninner, Mennesker eller Aber. Disse skabninger, der nedstammer fra en art der oprindeligt levede i træerne, anser godt nok sig selv for at være intelligente, alligevel er de nuværende fem milliarder Ninner ikke i stand til på en eller anden meningsfuld måde at afstemme deres handlinger efter hinanden. Tit ødelægger nogle, hvad de andre har lavet, og de tager også hinandens mad og tøj. De fremstiller ganske vist ting, som skulle gøre livet lettere og forskønne det, men idet de fremstiller disse ting, ødelægger og forgifter de deres planets atmosfære, vand og jordbund, og gør i stedet livet uendelig meget sværere for sig selv. En af de værste plager, de lider under er en skik – eller skal vi kalde det en sygdom? – som de kalder wojna, war, krig eller guerra. Når der udbryder en wojna, går store grupper af Ninner løs på hinanden og slår hinanden ihjel. De ødelægger "fjendens" boliger og fødevarer og plager hinanden på de mest skrækkelige måder. Vores forskerteam har forsøgt at finde ud af, hvorfor de opfører sig sådan. Selv er Ninnerne faktisk ret uenige i dette spørgsmål. Der er, og det er det mærkelige ved det, mange blandt dem, som tager afstand fra denne grusomme skik og betragter den som den største ulykke, der kan ramme Ninheden. Andre derimod elsker wojna, beretter om den eller ser på levende billeder der handler om den. De Ninner, som tager afstand fra wojna, har forskellige opfattelser af, hvordan den opstår. Mange anser det simpelt hen for at være et udbrud af sindssyge hos en større gruppe Ninner. Andre mener, at Ninnerne så at sige rummer to forskellige sjæle, en god, der elsker de andre Ninner, og en ond, som hader de andre Ninner. Andre igen mener, at wojna ganske vist ikke er rart, men desværre af og til er nødvendig. Ofte hænder det, at to grupper Ninner fører wojna mod hinanden, og begge grupper siger; "Ja, vi ønsker ikke denne wojna, men de andre tvinger os desværre dertil."
Vores forskerteam hælder til den antagelse, at Ninnernes
grundlæggende problem er, at de ikke er i stand til at bringe store
gruppers handlinger i samklang med hinanden. De synes i det hele taget
slet ikke at have forstået, at de ikke er isolerede enkeltindivider, men
er knyttet til hinanden og alle andre beboere på planeten. For at gøre Ninnerne begribeligt, hvad der menes, kan man benytte eksemplet med to Yer-beboere, som af mange Ninner kaldes okser. Spænder man to af disse okser foran et fremdrifts-
Her følger så vores forskerteams rapport angående wojna’ens opståen på planeten Yer.
For mange, mange planetomdrejninger siden, dengang Ninnerne endnu levede som samlere og jægere i skovene, da kendte de endnu ikke til wojna.
Dengang levede Ninnerne sammen i små grupper og strejfede omkring i skovene. En sådan gruppe bestod kun af fra tres til firs Ninner, antagelig af ti til femten såkaldte familier.
Hver gruppe havde et bestemt jagtområde, som den gennemvandrede i løbet af året, på jagt efter bær og frugter, efter svampe og rødder, efter snegle og frøer og selvfølgelig efter vildt, som de kunne jage. I et område, lad os sige en bjergdal, boede der kun ganske få af sådanne grupper, måske tre eller allerhøjst fire. Et større antal har skoven ikke føde til. Disse Ninner kendte hverken til konger eller høvdinge, domstole, politi eller fængsler, og de havde heller ingen love. Hvad skulle de med dem? Når én gjorde noget, som ikke passede de andre, kunne de sætte sig sammen omkring bålet om aftenen og tale om det. Når de ville jage gazeller, så fulgte de deres bedste jæger. Men når den tid kom, hvor man kunne indsamle honning fra de vilde bier, så fulgte man den kvinde, der havde bedst forstand på bier. Og når der opstod uenighed, så fulgte man de ældste mænds og kvinders råd, fordi de havde mest erfaring. Ninnerne holdt sammen og delte alting med hinanden, for det var den eneste måde de kunne overleve på.
Hvis en gruppe blev for stor, måtte den dele sig, og den ene halvdel finde sig nye jagtmarker et andet sted. I så fald kunne det ske, at de trængte ind på en anden gruppes domæne. Og så kunne der alligevel opstå kamp. Men en sådan kamp var hurtigt overstået. Der var måske kun tale om et større håndgemæng. Og så snart én af grupperne tog flugten, var kampen forbi.
Sådanne kampe var imidlertid undtagelsen og forekom kun, når en gruppe var nødt til at udvandre. Det skete ikke ret ofte, for hos næsten alle folkeslag havde kvinderne kendskab til bestemte urter, som hindrede dem i at få børn. Kvinderne kunne således forhindre, at gruppen blev for stor og måske blev nødt til at dele sig. Ellers var der ingen grund til at slås. På den måde havde en Ningruppe intet ønske om hele tiden at gøre deres jagtområde større og større. Et større jagtområde kunne de slet ikke drage nytte af. Ligeledes var der ingen mening i at overfalde og plyndre en nabogruppe. For der var ikke noget at plyndre. Dengang havde Ninnerne nemlig kun meget små forråd. De levede fra hånden i munden og samlede og jagede ikke mere, end hvad de hurtigt kunne spise.
For cirka 6000 planetomdrejninger siden ændrede klimaet sig i de egne, hvor Ninnerne boede. Forskellen mellem den tørre og den fugtige årstid blev større, og visse planter kunne ikke længere gro der. Således forsvandt også de dyr, der havde levet af disse planter. Men andre planter, der har en hård kerne i frøstadiet, trivedes særligt godt i dette nye klima, og Ninnerne fandt ud af, hvordan de kunne pleje og dyrke disse planter, og at man således kunne få meget mere føde på et lille område, end hvis man strejfede omkring i omegnen og samlede, hvad man fandt. Disse Ninner holdt op med at vandre omkring, og de anlagde de første byer og blev bønder. De holdt dog fast ved mange af deres vaner fra jægertiden. Hvor de tidligere gik på jagt sammen, arbejdede de nu sammen på markerne. Jorden tilhørte ingen – eller alle. Når der skulle træffes afgørelse om nogle fælles anliggender, der skulle tages stilling til, mødtes landsbyboerne og drøftede sagen. De havde ingen leder, men når et bestemt stykke arbejde skulle organiseres, eksempelvis rydningen af et nyt stykke skov, eller bygningen af et fælleshus, eller et jagttogt, så bad de en mand eller en kvinde, som havde forstand herpå, om at overtage ledelsen. Sådan havde det også været tidligere. Mændene gik stadigvæk på jagt efter det vildt, der blev stadig mindre af, og en stor del af arbejdet i markerne blev lavet af kvinderne. Men fordi den vigtigste føde kom fra markerne, havde kvinderne ofte mere at skulle have sagt end mændene.
Livet som bonde havde både fordele og ulemper. Man var blevet afhængig af sædekorn. Dengang de endnu var samlere og jægere, var det ikke så alvorligt, hvis en bestemt art plante ikke trivedes et enkelt år. Det var hundrede andre i skovene. Hvis der nu kom et tørkeår, måtte de sulte. Deres føde var ligeledes blevet mere ensidig og mindre varieret, således at de fik dårlige tænder og deres børn blev mindre. Arbejdet var hårdt og ensformigt og livet ikke længere så afvekslende og spændende som tidligere. Men der var ingen vej tilbage. Alene fordi jægere og samlere havde brug for større landområder end bønder.
Det nye bestod i, at de nu ikke længere levede fra hånden i munden. De kunne producere mere end de forbrugte. Og de kunne opbygge forråd. Så havde de lidt til de dårlige tider, en sikkerhed, hvis der skulle komme en tørkeperiode eller en oversvømmelse. Og når forrådene blev store nok, kunne de også investere noget af det i fremtiden. Når de havde oplagret nok korn, kunne de eksempelvis det følgende år tillade sig at dyrke et par marker mindre. Derefter kunne nogle i stedet grave en vandingskanal, så høsten det næstfølgende år blev endnu bedre og overskuddet endnu større. Så kunne de enten gøre sig det mere behageligt eller igen investere overskuddet i noget andet. Når der ikke var brug for alle i markerne, kunne én specialisere sig i smedearbejde og en anden i pottemageri og så videre, og videreudvikle disse håndværk, hvilket igen senere lettere arbejdet for alle. På samme måde gav det også mulighed for, at nogle kunne specialisere sig i at helbrede folk, dyrke guder eller lave sange. Det forøgede ganske vist ikke overskuddet, men gjorde livet behageligere og mere indholdsrigt for alle. Således holdt fremskridtet langsomt og sikkert sit indtog, smykker blev fremstillet, billeder blev malet og statuer blev udhugget, sange blev komponeret og fortællinger digtet, tøjet blev smukkere og dansene mere opfindsomme. Det var et fredfyldt liv.
I andre egne fulgte jægerne efter flokkene af hovdyr. Gazeller, hjorte, får og geder græssede om vinteren i lavlandet og om sommeren i højlandet. Jægerne fulgte efter dem på deres vandringer. I lavlandet fandt de dadler, i nødsfald agern, mandler og pistacier, og i højlandet æbler og pærer. Vilde kornarter modnedes i forskellige højder på de forskellige årstider. Jo bedre jægere Ninnerne blev, desto mere bevidst kunne de udvælge sig deres byttedyr. Hvis de fortrinsvist nedlagde unge bukke og væddere, og skånede hundyrene, kunne dyreflokkene bedre formere sig. Jægerne nedlagde bjørne, ulve og ræve, så de ikke forvoldte skade på flokkene. De drev dyreflokkene hen i egne, hvor de bedre kunne beskytte dem. Får og geder var mindre sky end gazeller og hjorte, og vænnede sig hurtigere til hele tiden at have Ninner i nærheden. Altså fulgte jægerne hellere efter disse. Og jægerne blev til hyrder. Livet som hyrde havde endnu mange ligheder med det tidligere liv som jæger. De flyttede stadig omkring på græsgangene følgende årstiderne, og jagede selvsagt også dyr, der ikke lod sig tæmme. Da jagt mere og mere var blevet noget mænd foretog sig, anså mændene flokkene som deres ejendom, og sådan havde blandt hyrderne de mandlige Ninner mere at skulle have sagt end kvinderne.
Hyrder og bønder stødte selvklart snart på hinanden. Begge grupper havde noget, som den anden kunne bruge. Hyrderne kunne få korn og brød af bønderne, og potter af ler og andre ting. Bønderne fik til gengæld kød, skind og vildtvoksende frugter og nødder.
Men så en dag opdagede en hyrdehøvding, der også var en dygtig jæger, at man bare kunne tage, hvad man ville fra bønderne, uden at give dem noget til gengæld. Bønderne, der ikke længere var vant til at gå på jagt, var ikke gode til at slås. Men hyrdernes liv lå endnu ret tæt op ad det gamle liv som jæger. For dem var bønderne bare en ny slags vildt. Og således fik de for vane, med jævne mellemrum at overfalde og plyndre bønderne. Ikke fordi de pludselig var blevet onde Ninner. De holdt bare fast ved deres sædvanlige måde at skaffe føde på og brugte den blot på en ny slags vildt: bonden med sit kvæg og kornlagre. Over for hinanden var de stadig venlige og hjælpsomme, som fra arilds tid, delte byttet med hinanden, ordnede deres anliggender i fællesskab og var gode mod deres børn. De var jægere, ikke krigere, og alligevel bragte de wojna’en til verdenen.
Men hvordan kunne de atter og atter overfalde og plyndre bøndernes landsby? Fordi bønderne nu engang kunne producere mere føde, end de selv ubetinget havde brug for. Hvis jægerne ikke tømte laderne helt, hvis de ikke tog alle får og svin, hvis de ikke satte markerne i brand, så kunne bønderne på en eller anden måde klare sig indtil den næste høst. Og så var der igen noget, som jægerne kunne røve. Med tiden indgik jægerne tilmed aftaler med bønderne: hvis bønderne frivilligt gav dem korn og kød, man kaldte det »tribut«, så ville de ikke længere overfalde dem, men i stedet oven i købet beskytte dem. På denne måde blev jægerne til herskere og krigere, og bønderne blev hoveriarbejdere. Og nu skete der noget ejendommeligt: Selvom herskeren og krigeren jo ikke arbejdede, og desuden satte en ret stor del af det som bønderne producerede til livs, havde fællesskabet totalt set et større overskud end bønderne, dengang de endnu var frie. Bønderne fik nu en mindre andel af det de producerede, men producerede mere end tidligere. Tidligere, da de frit kunne disponere over deres tid, havde de naturligvis ikke gjort sig så megen umage, som en Nin kan gøre sig, og havde ikke slået sig til tåls med det allernødvendigste, som en Nin havde brug for. Hvilken fri Nin, ved sine fulde fem, ville gøre dette? Men netop dette blev de nu tvunget til af deres herskere: de måtte yde deres bedste, og måtte slå sig til tåls med det allernødvendigste.
Og fordi disse kriger- og bondesamfund producerede et større overskud end alle andre samfund, kunne der anlægges flere vandingskanaler, smedes mere værktøj og gøres flere opfindelser end andetsteds. Der kunne laves flere våben og bygges bedre fæstningsanlæg, og der kunne også bygges flere templer og brødfødes flere præster end andetsteds. Kort sagt: et sådant samfund var alle andre overlegen, det kunne hurtigere vokse sig større, og kunne undertvinge andre samfund og påtvinge dem den samme levevis.
De tidligere jægerstammer havde aldrig haft et ønske om at udvide deres jagtområde. De havde jo knapt nok kunne udnytte det fuldt ud. Bønderne havde heller ikke haft et ønske om at forøge deres jorder. De havde jo slet ikke kunnet dyrke dem. Men den nye hersker ønskede at betvinge stadig flere landsbyer. For jo flere landsbyer de herskede over, desto mere fik de i tribut. Og jo mere de fik i tribut, desto mere kunne de bruge på forbedringer, der yderligere kunne forstærke deres greb om magten. Snart opstod der jo også andre steder kriger- og bondesamfund, som de måtte være på vagt overfor. Og således blev krigen et fast inventar, endog til en vane.
Den triste kendsgerning var altså denne: De frie Ninner brugte den tid, som de fik tilovers efter arbejdet på ting, som gjorde livet smukkere: på at spille musik og danse, på at fortælle historier, på at lave smykker, på at skabe smukke klæder eller på at dekorere deres kroppe.
Hvor Ninnerne blev styret af krigere, var de tvunget til at producere så megen føde som overhovedet muligt, så andre til gengæld kunne udvinde metaller og fremstille våben, bygge beskyttelsesvolde og borge, udelukkende ting, som egentlig kun bragte Ninnerne sorg og smerte. Men ejendommeligt nok var der i krigerlandene også smukkere klæder, finere smykker, flottere statuer og også bedre musik. Hvordan kunne det lade sig gøre? Fordi alle disse smukke ting jo kun var lavet til herskerne. De hentede de bedste kunstnere til deres paladser, gav dem god mad, smukke huse og klæder, så de kunne bruge al deres tid på at forbedre deres kunstarter. Der var ingen kunst til den almindelige Nin.
Blandt de frie Ninner var der i hver landsby musikere og smykkemagere, men de var samtidig også bønder og havde ikke så megen tid tilovers til at forfine deres kunst.
Et krigerfolk var altså for det meste rigere end et folk af frie Ninner kunne blive. Men udelukkende fordi de fleste Ninner hos disse folk levede i fattigdom og uvidenhed, og kun herskeren og hans krigere havde glæde af rigdommene. Men netop derfor var krigerne stærkere end de frie Ninner, og kunne betvinge dem.
Således blev Yer til en kampplads med røverier og gensidig undertrykkelse.
Det var ikke den levevis, som gav flest mulige Ninner mest mulig glæde, der blev den fremherskende, men den levevis, der gav det største overskud og gjorde det muligt at gøre de hurtigste fremskridt.
Hvad det førte til, skal ganske kort beskrives med et eksempel fra et område, der blev kaldt Romerriget.
Krigsherrerne forstod snart, at de kunne blive endnu rigere, hvis de gjorde de besejrede fjender til slaver. En slave havde overhovedet ingen rettigheder, han måtte slide som et æsel og blev ofte behandlet værre end et dyr. Ganske vist arbejdede en slave kun, hvis han var tvunget til det. Og ganske vist levede en slave, der ikke engang blev behandlet lige så godt som et dyr, ikke ret længe. Men det betyder jo ingenting, når man bare kan starte en ny krig og skaffe sig nye slaver. I Rom kom det snart så vidt, at ingen frie romere længere ønskede at arbejde. Arbejde var noget kun slaver gjorde. Romerriget startede hele tiden krige, for at skaffe sig flere og flere slaver, der så gjorde hele arbejdet og måtte forsørge imperiet. De frie romere var alle enten soldater eller ledige dagdrivere, på nær de få der var i kejserens tjeneste eller var jord- og slaveejere. Romerriget lå altid i krig og ekspanderede hele tiden. Det dominerede verden. Men til sidst brød det sammen. Det var blevet så stort, at der ikke var nok romerske soldater til at forsvare grænserne og samtidig bevogte de mange slaver rundt om i riget. Det nåede det punkt, hvor krig ikke længere gjorde riget stærkere, men tværtimod gjorde det så svagt, at det til sidst gik til grunde.
Andre riger er kommet til i stedet for, og andre samfundsformer er opstået. Men en ting ligger fast: Det var ikke de samfundsformer, der var mest behagelige for Ninnerne, der vandt indpas, men dem der gav det største overskud. Fremdeles kunne de enkelte riger eller stater, der opnåede de største overskud, undertvinge de andre og påtvinge dem deres livsform. Det har ikke ændret sig, og derfor er wojna’en lige op til i dag ikke forsvundet ud af Ninnernes liv. Op til i dag har de anvendt den største del af deres overskud til at fremstille nye og bedre våben. I dag har de våben, med hvilke de kan udslette alt liv på deres planet. Derfor er Ninnerne blevet en fare for alle andre på planeten Yer.
Først når Ninnerne forstår, at wojna og undertrykkelse kun skaber en tilsyneladende rigdom, kan de finde frem til en ny måde at leve sammen på. Men de må også forstå, at ægte rigdom ikke består i at få flest mulige ting, med hvilke man igen kan producere flest mulige ting og så videre. Den ægte rigdom kan for beboerne på denne planet vel også kun bestå i, at flest mulige Ninner får mest mulig tid til at skabe musik, at danse, at sludre med hinanden, at lege, at digte, at male, at fortælle historier, at dyrke sport, med andre ord at forskønne tilværelsen. Ellers kan det hænde, at wojna’en lægger hele deres planet i ruiner, ligesom den i sin tid ødelagde det romerske verdensrige.
I hvert tilfælde er det helt og aldeles udelukket – sådan ser det i alt fald ud for vores forskerteam – at optage Ninnerne i De Forenede Solsystemers fællesskab, så længe de ikke har forstået de mest elementære grundregler for at leve mange sammen.
Jeg vil nu her helt åbent sige nogle ting. Netop nu, hvor mange snakker udenom, hvor ingen tør sige, hvad de egentlig tænker, fordi det "ikke er passende", fordi det strider mod det vedtagne, fordi det vækker minder, der helst skulle forblive glemte, men netop derfor er der behov for, at nogen endelig åbent taler om, hvordan det forholder sig i virkeligheden.
Naturligvis er udlændinge, også dem sydfra og østfra, også mennesker. Det er der jo ingen der vil bestride. Selvsagt har de øjne, mund og næse ligesom os, kan elske og føle angst ligesom os, er intelligente eller dumme ligesom os og så videre og så videre. Naturligvis er der også blandt dem akkurat ligesom blandt os anstændige og mindre anstændige mennesker, og hvis de voksede op under ordnede forhold, er de ikke mere kriminelle end os.
Men det er slet ikke det, der er sagen. Sagen er denne: Vi har noget at skulle forsvare. Vi skal forsvare vores kultur og den velstand, uden hvilken denne kultur ikke ville eksistere. Følgende er jo en kendsgerning: Vi bor i et af de rigeste lande i verden. (Og det gælder for alle, som kan læse dette, for tyskere som for schweizere og østrigere.) Vi har en velstand og en social tryghed, som grækere eller polakker kun kan drømme om at opnå derhjemme. Etiopier eller colombianere kan ikke engang tænke sig til den.
Lad os se lidt nærmere på denne kendsgerning: Ud af de seks milliarder mennesker på denne jord bor kun én milliard i "industrilandene". Og til dem hører vi nu engang. Vi, den rigeste sjettedel af menneskeheden, ejer fire femtedele af jordens rigdomme! Vi bruger 70% af energien, 60% af fødevarerne og 85% af træet på denne jord. Hvad nu, hvis de andre kommer og kræver deres retmæssige andel heraf? Hidtil har mellem en og halvanden million fattige stakler søgt tilflugt hos os, på flugt fra politisk forfølgelse, fra en krig eller fra at sulte ihjel.
Nå, det er meget muligt. Men uden for står der ikke blot millioner, men et par milliarder fattige stakler og ser på vores velstand med misundelige øjne!
Vi, den rigeste sjettedel, ejer tres gange mere end den fattigste sjettedel. Det må man nu engang gøre sig klart, helt uden forloren skamfølelse. En tysker bruger lige så meget råolie som ti sorte afrikanere. En tysker slipper lige så meget C02 ud i atmosfæren som 65 sorte mennesker. Hos os er der én bil per to indbyggere, børn medregnet, i Indien er der én bil per 455 indbyggere. Hvis de alle sammen ønskede at leve ligesom os, kunne vi godt lukke og slukke denne planet, det komme vi ikke udenom! Der er ganske enkelt ikke nok råolie på jorden til, at de sorte og kineserne også kan få lov til at køre bil. Det er kendsgerningerne!
Alle, der gerne vil diskutere retfærdighed over en kop kaffe, skulle prøve at tænke på, hvor meget de har betalt for kaffen. For ti år siden fik de sorte i Afrika eller indianerne i Syd- og Mellemamerika for 13.000 sække kaffe en modværdi svarende til et lokomotiv af os. I dag må de, hvis de ønsker at købe et lokomotiv, give os 45.000 sække. Men man kan ikke sige, at det påvirker os synderligt. Ingen af os vil undvære vores billige kaffe. Hvor mange af dem, der så gerne taler om retfærdighed, køber frivilligt den dyrere kaffe i butikker med direkte import fra lande i den tredje verden? Hvem spørger sig selv, når han køber en billig indisk bomuldsskjorte eller et smukt silketørklæde, om de ikke netop er så billige, fordi de bliver lavet ved hjælp af børnearbejde?
Nej, vi bærer alle skjorten tættere på kroppen end jakken, vi tænker alle sammen først og fremmest på vores egen fremtid, på vores egen familie. Og det er jo helt naturligt. Indere eller kinesere ville ikke handle anderledes, hvis de hørte til de toneangivende lande i verden.
Lad os ikke gøre os nogle illusioner: Hele vores verdensorden bygger på den hvide mands dominans. Hvor ligger så industrilandene? I Nordamerika, Europa, Australien, Sydafrika, Japan, mens Rusland vel ikke længere kan medregnes. Bortset fra japanere, bor der her stort set kun hvide mennesker.
Og helt selvfølgeligt gør industrilandene alt for at forsvare deres verdensdominans. I dag sker det først og fremmest med politiske og økonomiske midler. Vi beskytter jo ikke blot vore grænser mod flygtninge fra de fattige lande, vi beskytter også vores markeder mod deres varer. Vi lægger eksempelvis langt fra så høj told på rå bomuld som på færdige tekstiler. Vi får leveret kakaobønnerne af dem, men aldrig den færdige chokolade. Vi må nu engang beskytte vores tekstil- eller chokoladefabrikker mod konkurrence. Når alt kommer til alt kan vi slet ikke være interesserede i, at disse lande udbygger deres egen industri, eller "udvikles". Når det kommer til stykket ønsker vi fortsat at sælge dem dyre industrivarer og købe billige råstoffer af dem.
Men vil økonomiske og politiske midler – som eksempelvis den europæiske forening - altid være tilstrækkelig til at sikre vores verdensdominans? Kan det ikke også en dag blive nødvendigt at tage militære midler i brug? Dengang det røde verdensrige faldt fra hinanden, da opførte nogle sig en tid som om den evige fred nu ville sænke sig overalt. Men for den klarsynede var det tydeligt, at problemerne i virkeligheden ikke så meget kommer østfra, men sydfra. Efter golfkrigen er det blevet helt indlysende: Dengang Saddam Hussein forsøgte at tilegne sig Kuwait, gav vi, den rigeste femtedel, ham en over fingrene, som kunne mærkes. Heldigvis havde vi her at gøre med en ægte diktator og en ægte overtrædelse af folkeretten, så ingen kunne komme og sige, at vi ikke var i vores gode ret. Men ikke blot Saddam fik at se, hvad militærteknologisk overlegenhed betyder. Fjernsynskrigen viste hele Syden, hvem der bestemmer her på jorden. Og hr. Milosevic, der heldigvis også er en ubestridelig diktator og krigsforbryder, gjorde os en lignende tjeneste, så ingen drister sig til at pege fingre af os og anklage os for at have været med til at starte denne krig ved hjælp af ubehagelige ultimatummer og andre diplomatiske handlinger og undladelseshandlinger. For denne krig var til syvende og sidst en nødvendighed for os.
Lad os ikke putte blår i øjnene på os selv! Vi må ikke tage fejl af, hvordan de andre opfatter os: Enhver af os kan midt om vinteren købe en nellike fra Colombia for seks kroner. Ja, og hvad så, vil nogle måske spørge? Hver dag tager flyvemaskiner turen halvvejs rundt om jorden, kun for at skaffe os friske blomster fra den anden side af jordkloden! En sådan luksus kunne ikke engang kejseren i oldtidens Rom tillade sig. Er vi ikke denne verdens aristokrater? Det ville være naivt af os at tro, at de øvrige fem sjettedele elsker os.
Naturligvis drager vi ikke alle samme fordel af vores fortrinsstilling i verden. Nogle trækker altid det korteste strå, det kan man ikke gøre noget ved. Vi er nu engang et konkurrencesamfund, og her gælder de samme regler som i skiløb: Fordi én er to hundrededele af et sekund langsommere end en anden, er han jo ikke derfor ubetinget en dårligere skiløber. Men kun tre kan nu engang få medaljer, sådan er reglerne, og de andre må gå tomhændet bort.
Vi er naturligvis ikke kun et konkurrencesamfund, men også et velfærdssamfund, og de fattigste kontanthjælps-
Det ville være fint, hvis vi kunne lade andre værdier komme i højsædet, venlighed, omgængelighed, humor eller evne til at glæde sig og nyde livet. Men så var vi bare aldrig blevet så rige, som vi er i dag, det må vi gøre os klart. Vores velstand skyldes ikke mindst vores værdigrundlag, der sætter succes i højsædet.
Og dem der har trukket det korteste strå, og fornemmer at de er overflødige og bliver forfordelt, føler sig ydmygede og går rundt med en opsparet vrede. Er de ikke også hvide, europæere, tyske og statsborgere i et industriland? Tilhører de da ikke den del af menneskeheden, der gør krav på at være jordens salt? Hvorfor da netop ikke dem?
Naturligvis kan disse for det meste unge mennesker ikke forstå, hvorfor vi på den ene side i meget begrænset omfang lader vores økonomiske aktiviteter rundt omkring i verden styre af humanitære overvejelser, og på den anden side yder humanitær hjælp til én - i virkeligheden forsvindende lille – kreds af mennesker. De tænker – sikkert meget simplificeret - følgende: Når vi på det statslige og økonomiske plan optræder som herrefolk overfor andre folkeslag, hvorfor har vi så ikke lov til at optræde som sådan overfor enkeltpersoner af fremmed herkomst, og oven i købet i vores eget land?
De glemmer dog, at et minimum af humanitet er nødvendig for at bevare vores renommé i verden og naturligvis også på den måde bidrager til vores økonomiske succes. De glemmer også, at prisen for denne humanitet, (selvom vi naturligvis gerne roser os af den), i virkeligheden ikke er særlig høj. De tyske banker alene tjener fire eller fem gange mere på renterne af udviklingslandenes lån, end den tyske regering bruger på flygtninge og asylansøgere. Desuden er der hos os kun 3 flygtninge per 1000 indbyggere, medens eksempelvis et land som Malawi må være bankerot med deres 105 flygtninge per 1000 indbyggere. I forvejen befinder 85% af verdens flygtninge sig heldigvis i den tredje verden.
Alligevel burde man vise forståelse
for disse måske alt for ivrige og radikaliserede unge mennesker og ikke
over en kam anklage dem alle for at være højre-
Selvsagt er det ikke pænt at sætte ild til asylansøgeres boliger eller "smadre fremmedarbejdere". Det er primitivt og brutalt. Frem for alt skader sådanne ekstreme handlinger vores internationale relationer og dermed direkte vores eksportinteresser. Men bag disse dumme, og – jeg gentager – helt forkastelige overdrivelser skjuler der sig dog en formodning og en helt realistisk bekymring gående på: at det er nødvendigt at opføre en beskyttelsesvold over for den voldsomme tilstrømning sydfra.
Selvsagt må voldshandlingerne standses. Samfunds-
En europæer
På caféen blev det diskuteret, hvad man skulle gøre i tilfælde af en atomkrig. Hr. Balaban sagde: "Hvis bomben falder, skal man tage sig et bad, indhylle sig i et hvidt stykke klæde og langsomt bevæge sig mod kirkegården!"
"Hvorfor langsomt?"
"Så der ikke opstår panik", svarede Hr. Balaban.
FN’s generalforsamling har udnævnt år 2000 til "Fredskulturår". I den anledning har jeg sammensat denne lille samling af historier.
Fordi jeg skriver børnebøger, var det meget vigtigt for mig at behandle det vanskelige emne "krig og fred" på en måde, så det blev forståeligt for børn. Jeg synes ikke, at det er tilstrækkeligt blot at fortælle børn, at krig er noget frygteligt noget og at fred er meget bedre. Selvom det naturligvis er et fremskridt i forhold til en børnelitteratur der forherliger soldatervæsenet og krigshandlinger, en sådan litteratur findes jo også. Men de fleste børn på vores breddegrader ved godt, at krig er noget frygteligt noget og at fred er meget bedre. Men er fred også mulig? Eller er krigen ikke en uundgåelig skæbne, som igen og igen overvælder os mennesker? Lærer vi ikke i historieundervisningen, og ser vi ikke i de daglige nyheder, at der altid og overalt på Kloden har været og stadig er krig?
Fredskultur, forståelse for andre mennesker, fredelig løsning af konflikter – det er alt sammen smukt og godt: Men hvad nu, hvis de andre ikke er indforståede?
Jeg kan ikke se, hvordan vi kan bortvise krigen fra menneskeslægtens fremtidige historie, hvis vi ikke søger efter de årsager, som udløser den. Først når man kender sygdommens årsag(er), kan man målrettet og effektivt bekæmpe den.
Således talte jeg mig igennem mit
historiestudie på universitetet, men hjemme hos mig selv har jeg lige
indtil i dag fortsat mit historiestudie, fordi jeg som forfatter
naturligvis konstant beskæftiger mig med spørgsmålet om, hvad der
betinger menneskers gøren og laden. Men naturligvis kan jeg ikke påstå,
at jeg har fundet de vises sten og i mine historier kan give en
udtømmende forklaring på krigens årsager. Og jeg kan heller ikke
fremlægge en fuldt færdig opskrift på, hvordan man udgår krig i
fremtiden. Men historierne sigter dog mod at være mere end blot såkaldte
"tankeimpulser". Digteren giver altid kun tanke-
Historien "En Drømmer" stammer fra en uges workshop i Ötztal, arrangeret af kulturprojektet "Feuerwerk" omkring temaet "Fri som Vinden og Skyerne". Her skrev jeg sammen med børnene en bog om "Vinden og Skyerne".
"Den blå Dreng" skrev jeg til ZDF-børneserien "Siebenstein". Den er skrevet kort efter "revolutionen" i 1989, hvor hele verden blev grebet af en kortvarig fredseufori. Da historien udkom i bogform, havde vi allerede oplevet Golfkrigen. Denne historie beskriver den psykiske forhærdelse, som et udslag af angst. Historiens pointe er ikke, at drengen til sidst smider sit gevær, men hvorfor han smider det. "Du kan jo bare smide dit gevær", er ikke nok. Først må der skabes et håb om forandring.
"Gulerodsplaneten" peger på nogle tilsvarende mekanismer. Her vises, hvordan visse samfunds-systemer kan udvikle en egendynamik, der gør det meget svært at ændre på dem, og hvor selv dem, der egentlig lider under systemet, begynder at forsvare det.
"De mærkelige Mennesker på planeten Hortus" handler slet og ret om krigens omkostninger.
"Krigen på Mars" er et forsøg på at vise, hvordan den kendsgerning, at enhver plejer sine – i grunden uskyldige - særinteresser, kan få nogle følger, som ingen har ønsket sig.
Også "Slaven" handler om, hvordan det kan være, at mennesker indretter sig under samfundssystemer, som de selv bliver slaver af.
"Den besynderlige Krig" peger på muligheden for passiv modstand. Hvilken slags modstand der er mulig, afhænger ganske vist af angriberens hensigt. Hvis angriberen er ude efter at udrydde et helt folk, er passiv modstand nytteløs. Men de fleste krige bliver indledt for at undertvinge andre folkeslag, ikke for at udrydde dem.
"Arobanai" beretter om pygmæernes liv, som et eksempel på et samler- og jægersamfund, og bygger på Colin Turnbulls feltforskning.
"Stjerneslange" er derimod en historie om en ung Aztekerkriger og Aztekerrigets opståen.
"Rapport til De forenede
Solsystemers Parlament" er en sammenfatning og beskriver måske det, som
den blå dreng fandt ud af i de år, hvor han i sin kikkert betragtede den
blå planet. Det første udkast til denne historie skrev jeg også i løbet
af den uges workshop i Ötztal, hvor børnene undertiden ville have mig
til at fortælle en historie. En pige der hed Nina, og som tilfældigvis
havde samme efternavn som mig, gav mig dengang en seddel, hvorpå der
stod: "Martin ved du, hvorfor der er krig." Historien bygger blandt
andet på Lewis Mumfords forskning ("Maskinens Myte-
Den menneskelige aggression er sikkert en forudsætning for, at krige i det hele taget kan opstå, men den er ikke deres årsag. Var de unge mænd i Østrig-Ungarn mere aggressive i 1914 end i 1880? Eller blev kejseren mere aggressiv på sine gamle dage? Ofte må man først fremprovokere den menneskelige aggressivitet og menneskers had til deres naboer, før de selv er klar til eller vil lade deres børn gå i krig. Men lige så ofte må der lægges en dæmper på soldaternes aggressivitet. Medens man på den ene side indenfor specielle hærenheder uddanner mennesker til at opføre sig som de rene bersærker, som for eksempel de Grønne Baretter i Vietnam, har en moderne hær først og fremmest brug for disciplinerede og pålidelige mennesker, dvs. som i mindst mulig omfang lader sig styre af deres følelser. På trods af vigtigheden af alle pædagogiske initiativer, der sigter mod at reducere aggressioner, så som forståelsen for fremmede kulturer og evnen til i privatlivet at søge fredelige løsninger på konflikter – kan de ikke fjerne årsagerne til krig. Den industrielle markedsøkonomi, der i dag bestemmer menneskenes sameksistens på vores planet, er som ingen tidligere samfundsform i stand til at forøge produktiviteten, ved at producere flere og flere varer med en stadig mindre arbejdsindsats og ved straks igen at investere overskuddet i en forøgelse af produktionen og produktiviteten. Dette indebærer ikke blot, at vi snart når grænsen for, hvad Jorden økologisk set kan klare. Men heri ligger også kimen til nye krige. Man siger, at fremtidens krige kan komme til at gælde de stadig mere knappe ressourcer, eksempelvis drikkevand. Det er højst tænkeligt. Men det er lige så sandsynligt, at de fremtidige krige vil foregå mellem de store økonomiske blokke, og at de vil dreje sig om, hvem der bør sælge hvad til hvem.
For at undgå krige i fremtiden skal 6 milliarder mennesker – og snart bliver det 7 og 8 milliarder – blive enige om en ny form for økonomi og en anden måde at leve sammen på. Den stadige forøgelse af produktiviteten bør ikke længere være målet – dvs. ved hjælp af stadig mindre arbejde at kunne producere mere og mere; udvekslingen af ting bør ikke være hovedindholdet i handlen mennesker imellem; den kendsgerning, at fremstillingen af tingene kræver en mindre og mindre arbejdsindsats, bør ikke føre til, at der bare fremstilles flere ting, men til at mennesker kan bruge den frigjorte tid til udveksling af mere sociale ("tjeneste")ydelser: kunst, samtale, omsorg, helbredelse, undervisning, forskning, sport og filosofi...
Select afterword failed: Table 'at27023_peaceculture.Texts' doesn't exist